Kjærlighedens Komedie
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
Svanhild ,
Anna , hendes Døttre.
Falk, en ung Forfatter ,
Lind, theologisk Student , hendes Logerende.
talen. Svanhild staar kold og taus.)
Anna, Frøken Skjære, Guldstad, Styver og Lind. Under det fore-
gaaende Opptrin er Solen gaaet ned; Landskabet ligger i Tusmørke.)
Straamand og hans Kone, blir alene tillbage i Haven. Det er nu fuldkommen
Aften; inde i Huset er tændt Lys.)
sætter paa Rækværket.)
gaar over tillhøjre.)
Vinduet og ruller Gardinet ned.)
Havestuen.)
Børn, Styver, Guldstad, Fru Halm og de øvrige Gjæster.)
Damerne; de øvrige Gjæster spreder sig i forskjellige Grupper rundt om i Haven.
Falk standser Straamand, hvis Kone og Børn stedse holder sig i hans
Nærhed. Guldstad gaar fra og till under den følgende Samtale.)
ud paa Altanen.)
Baggrunden i ivrig Samtale.)
Haven; han og Straamand mødes; de ser en Stund paa hinanden.)
Augustin». Styver standser og lytter i stille Bevægelse.)
frem; hun er bleg og opprørt. De ser en Stund i Taushed paa hinanden og
kaster sig med Hæftighed i hinandens Arme.)
og hindrer hende.)
med et forklaret Udtrykk.)
Skridt tillbage ved at se paa ham, og udbryder:)
dæmpet udenfor.)
Kjærlighedens Komedie.
Komedie i tre Akter
Anden, gjennemsete Udgave.
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
Kjøbenhavn.
Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).
Trykt hos J. H. Schultz.
1867.
Till anden Udgave.
Nærværende Digt er skrevet i Sommeren 1862 og første
Udgave udkom samme Aars Vinter.
Udgave udkom samme Aars Vinter.
Men jeg begik den Fejl at udgive Bogen i Norge.
Baade Tid og Sted var uheldigt valgt.
Baade Tid og Sted var uheldigt valgt.
Digtet vakte en Storm af Uvilje, voldsommere og mere
udbredt, end de fleste Bøger skal kunne rose sig af i et
Samfund, hvis overvejende Flerhed ellers betragter literære
Anliggender som sig saa temmelig uvedkommende.
udbredt, end de fleste Bøger skal kunne rose sig af i et
Samfund, hvis overvejende Flerhed ellers betragter literære
Anliggender som sig saa temmelig uvedkommende.
Modtagelsen overraskede mig forøvrigt ikke. «Den
sunde Realisme», som vi Normænd, ialfald for Realismens
om end ikke for Sundhedens Vedkommende, med Føje tør
tillægge os, bringer os ganske naturligt till i det Be-
staaende at se det Berettigede, i Oppgavens Løsning at se
dens Idé. Denne Betragtningsmaade skaber et inderligt
Velbefindende, men just ikke saa megen Klarhed.
sunde Realisme», som vi Normænd, ialfald for Realismens
om end ikke for Sundhedens Vedkommende, med Føje tør
tillægge os, bringer os ganske naturligt till i det Be-
staaende at se det Berettigede, i Oppgavens Løsning at se
dens Idé. Denne Betragtningsmaade skaber et inderligt
Velbefindende, men just ikke saa megen Klarhed.
Da jeg nu i min Komedie efter bedste Evne svang
Pidsken over Kjærlighederne og Ægteskaberne, var det i
sin Orden at de Mange skreg paa Kjærlighedens og Ægte-
skabets Vegne. Den Tankens Tugt og Dressur, som kræves
for at begribe Vildfarelsen, har Flertallet indenfor vor bog-
dømmende og læsende Almenhed kun ufuldstændigt gjennem-
gaaet. Det er imidlertid ikke min Sag at give noget
Kursus. Et Forord er ingen ABC.
Pidsken over Kjærlighederne og Ægteskaberne, var det i
sin Orden at de Mange skreg paa Kjærlighedens og Ægte-
skabets Vegne. Den Tankens Tugt og Dressur, som kræves
for at begribe Vildfarelsen, har Flertallet indenfor vor bog-
dømmende og læsende Almenhed kun ufuldstændigt gjennem-
gaaet. Det er imidlertid ikke min Sag at give noget
Kursus. Et Forord er ingen ABC.
Till Danmark kom der i sin Tid neppe synderlig flere
Exemplarer af Digtet, end dem, der tillstilledes de kjøben-
havnske Blade till Anmeldelse.
Exemplarer af Digtet, end dem, der tillstilledes de kjøben-
havnske Blade till Anmeldelse.
For den Kritik, som dersteds blev min Bog tilldel, har
jeg overhovedet al Grund till at være takknemmelig.
Mangen Bemærkning derfra har været vækkende for mig,
og naar jeg desuagtet, med Undtagelse af nogle sproglige
Rettelser, lader denne nye Udgave udkomme i uforandret
Skikkelse, saa sker det fordi jeg ved den mellemliggende
Tid og Udvikling er kommen for langt bort fra Digtet till
at jeg skulde kunne haabe ved Ændringer hist og her at
kunne tillvejebringe nogen organisk Forbedring af det, som
nu engang er og maa være Kjernen i det Hele.
jeg overhovedet al Grund till at være takknemmelig.
Mangen Bemærkning derfra har været vækkende for mig,
og naar jeg desuagtet, med Undtagelse af nogle sproglige
Rettelser, lader denne nye Udgave udkomme i uforandret
Skikkelse, saa sker det fordi jeg ved den mellemliggende
Tid og Udvikling er kommen for langt bort fra Digtet till
at jeg skulde kunne haabe ved Ændringer hist og her at
kunne tillvejebringe nogen organisk Forbedring af det, som
nu engang er og maa være Kjernen i det Hele.
Enkelte lokale Hentydninger vil maaske være ufor-
staaelige for danske Læsere; men disse Hentydninger ere
ikke mange og desuden uvæsenlige for Forstaaelsen af
Digtets Gang og Tanke.
Rom, i Januar 1867.
Henrik Ibsen.
staaelige for danske Læsere; men disse Hentydninger ere
ikke mange og desuden uvæsenlige for Forstaaelsen af
Digtets Gang og Tanke.
Kjærlighedens Komedie.
De handlende.
Fru Halm, en Embedsmands Enke.
Svanhild ,
Anna , hendes Døttre.
Falk, en ung Forfatter ,
Lind, theologisk Student , hendes Logerende.
Guldstad, Grosserer.
Styver, Kopist.
Frøken Skjære, hans Forlovede.
Straamand, Prest fra Landet.
Fru Straamand, hans Kone.
Studenter, Gjæster, Familjer
og
forlovede Par.
Prestefolkenes otte Pigebørn.
Fire Tanter
,
en Husjomfru
,
en Oppasser
,
Tjenestepiger
.
Handlingen foregaar paa Fru Halms Løkke ved
Drammensvejen.
Drammensvejen.
FØRSTE AKT.
Scenen forestiller en smuk Have med uregelmæssige men smagfulde Anlæg;
i Baggrunden sees Fjorden og Øerne udover. Tillvenstre for Tillskuerne Hoved-
bygningen med en Veranda og ovenover denne et aabent Kvistvindu; tillhøjre i
Forgrunden et aabent Lysthus med Bord og Bænke. Landskabet ligger i stærk
Aftenbelysning. Det er tidligt paa Sommeren; Frugttræerne blomstrer.
i Baggrunden sees Fjorden og Øerne udover. Tillvenstre for Tillskuerne Hoved-
bygningen med en Veranda og ovenover denne et aabent Kvistvindu; tillhøjre i
Forgrunden et aabent Lysthus med Bord og Bænke. Landskabet ligger i stærk
Aftenbelysning. Det er tidligt paa Sommeren; Frugttræerne blomstrer.
Naar Teppet gaar opp sidder Fru Halm, Anna og Frøken Skjære
paa Verandaen, de to første med Haandarbejde, den sidste med en Bog. I
Lysthuset sees Falk, Lind, Guldstad og Styver; paa Bordet staar Punsch-
mugge og Glasse. Svanhild sidder alene i Baggrunden ved Vandet.
paa Verandaen, de to første med Haandarbejde, den sidste med en Bog. I
Lysthuset sees Falk, Lind, Guldstad og Styver; paa Bordet staar Punsch-
mugge og Glasse. Svanhild sidder alene i Baggrunden ved Vandet.
Falk
(rejser sig med hævet Glas og synger).
(rejser sig med hævet Glas og synger).
Solglad Dag i hegnet Have
skabtes dig till Lyst og Leg;
tænk ej paa, at Høstens Gave
tidtnok Vaarens Løfter sveg.
Æbleblomsten, hvid og vakker,
breder over dig sit Tjeld, –
lad den saa langs alle Bakker
drysses vejrslaat næste Kveld!
Kor af Herrerne.
Lad den saa langs alle Bakker
o. s. v.
1
s. 2
Falk.
Hvad vil du om Frugten spørge
midt i Træets Blomstertid?
Hvorfor sukke, hvorfor sørge,
sløvet under Slæb og Slid?
Hvorfor lade Fugleskræmmen
klappre Dag og Natt paa Stang!
Glade Broder, Fuglestemmen
ejer dog en bedre Klang!
Herrerne.
Glade Broder, Fuglestemmen
o. s. v.
Falk.
Hvorfor vil du Spurven jage
fra din rige Blomstergren!
Lad den før som Sangløn tage
din Forhaabning en for en.
Tro mig, du ved Byttet vinder,
tusker Sang mod sildig Frugt;
husk Moralen «Tiden rinder»;
snart din Friluftslund er lukkt.
Herrerne.
Husk Moralen «Tiden rinder»
o. s. v.
Falk.
Jeg vil leve, jeg vil synge,
till den dør, den sidste Hækk;
fej da trøstig alt i Dynge,
kast saa hele Stadsen væk.
Grinden opp; lad Faar og Kviger
gramse graadigt, hver som bedst;
jeg brød Blomsten; lidt det siger,
hvem der tar den døde Rest!
s. 3
Herrerne.
Jeg brød Blomsten; lidt det siger,
o. s. v.
(de klinker og tømmer Glassene.)
Falk
(till Damerne).
(till Damerne).
Se, det var Visen, som De bad mig om; –
bær over med den; jeg er tanketom.
Guldstad.
Aa, hvad gjør det, naar bare Visen klinger.
Frøken Skjære
(ser sig om).
(ser sig om).
Men Svanhild, som saa ivrig var især –?
Da Falk begyndte, fik med Et hun Vinger;
nu er hun borte.
Anna
(peger mod Baggrunden).
(peger mod Baggrunden).
Nej hun sidder der.
Fru Halm
(med et Suk.)
(med et Suk.)
Det Barn! Gud ved, naar jeg faar Skikk paa hende!
Frøken Skjære.
Men sig, Herr Falk, mig syntes Visens Ende
var mindre rig paa – saadan – Poesi,
som ellers findes hist og her deri.
Styver.
Ja, og det var dog ganske visst saa lett,
at faa lidt mer mod Slutningen placeret.
1*
s. 4
Falk
(klinker med ham).
(klinker med ham).
Man kliner ind, lig Kidt i revnet Bræt,
till den blir fed nok, spækket, marmoreret.
Styver
(uforstyrret).
(uforstyrret).
Ja det gaar glatt; jeg husker det saa godt
ifra mig selv.
Guldstad.
Hvad? Har De Musen redet?
Frøken Skjære.
Min Kjæreste? Gud ja!
Styver.
Aa kun saa smaat.
Frøken Skjære
(till Damerne).
(till Damerne).
Han er romantisk af sig.
Fru Halm.
Jo, vi ved det!
Styver.
Nu ikke mere; det er lang Tid siden.
Falk.
Fernis og Romantik gaar af med Tiden.
Men forhen altsaa –?
Styver.
Ja, det var nu i
den Tid, jeg var forelsket.
Falk.
Er da den forbi?
Jeg trode ej din Elskovsrus udsovet!
s. 5
Styver.
Nu er jeg jo officielt forlovet;
det er jo mere end forelsket, ved jeg!
Falk.
Ret saa, min gamle Ven, jeg holder med dig!
Du avanceret har, bestaat det sværeste:
Forfremmelsen fra Elsker og till Kjæreste.
Styver
(med et behageligt Erindringssmil).
(med et behageligt Erindringssmil).
Det er dog sært! Jeg skulde fast forsvoret
mit Mindes Faktiskhed i dette Nu.
(vender sig till Falk.)
For syv Aar siden, – vil du tro det du?
Jeg gjorde Vers i Stillhed paa Kontoret.
Falk.
Du gjorde Vers – ved Pulten?
Styver.
Nej, ved Bordet.
Guldstad
(slaar paa sit Glas).
(slaar paa sit Glas).
Silentium, nu har Kopisten Ordet!
Styver.
Især om Aftningen, naar jeg var fri,
jeg konciperte Remser Poesi,
saa lange, som – ja to–tre brukne Ark.
Det gik!
Falk.
Du gav din Muse blot et Spark,
saa traved hun –
s. 6
Styver.
Ustemplet eller stemplet
Papir, se det var hende ligegodt.
Falk.
Saa Poesien flommed lige flot?
Men hør, hvorledes brød du ind i Templet?
Styver.
Ved Hjælp af Kjærlighedens Brækjern, Ven!
Med andre Ord, saa var det Frøken Skjære,
min Kjæreste, som hun blev senere hen,
for dengang var hun –
Falk.
Ret og slet din Kjære.
Styver
(vedblivende).
(vedblivende).
Det var en sælsom Tid; min Jus jeg glemte;
min Pen jeg spidsed ej, nej jeg den stemte,
og naar den i Konceptpapiret rev,
det klang som Melodi till hvad jeg skrev; –
omsider expederte jeg et Brev
till hende – hun –
Falk.
Hvis Kjæreste du blev.
Styver.
Tænk, samme Dato indløb hendes Svar;
Andragendet bevilget, – Sagen klar!
Falk.
Og du, du følte dig ved Pulten større;
du havde bragt din Elskov paa det Tørre!
s. 7
Styver.
Naturligvis.
Falk.
Og aldrig mer du digted?
Styver.
Nej, jeg har aldrig siden mærket Trang;
det var med Et, som om mig Aaren svigted;
og naar jeg prøver nu en enkelt Gang
at sætte sammen blot et Nytaarsvers,
saa kommer Rim og Versemaal paatvers,
og, – jeg forstaar ej, hvad det stikker i, –
men det blir Jus og ikke Poesi.
Guldstad
(klinker med ham).
(klinker med ham).
Og derfor er, min Sjæl, De lige god!
(till Falk.)
De tror nu Færgen over Lykkens Flod
er bare till, for Dem at sætte over;
men se Dem for, ifald De Farten vover.
Hvad Deres Vise angaar, ved jeg ej
om den poetisk er i alle Ender;
men, hvordan end De Visen snor og vender,
den har en slet Moral, det siger jeg.
Hvad skal man kalde slig Økonomi:
at lade alskens Fugle æde Karten
før den faar Tid till moden Frugt at bli;
at lade Kjør og Faar faa græsse fri
herinde saadan udpaa Sommerparten?
Jo, her blev vakkert næste Vaar, Fru Halm!
s. 8
Falk
(rejser sig).
(rejser sig).
Aa, næste, næste! Tanken er mig kvalm,
som i det slappe Ord «det Næste» ligger,
det gjør hver Glædens Rigmand till en Tigger!
hvis jeg som Sprogets Sultan maatte raade
en Time kun, det Silkesnoren fik,
og skulde ud af Verden uden Naade,
som b og g af Knudsens Grammatik.
Styver.
Hvad har du da imod det Haabets Ord?
Falk.
At det formørker os Guds fagre Jord.
«Vor næste Kjærlighed», «vor næste Viv»,
«vort næste Maaltid» og «vort næste Liv», –
se, den Forsynlighed, som heri ligger,
den er det, som gjør Glædens Søn till Tigger.
Saalangt du ser, forstygger den vor Tid,
den dræber Nydelsen af Øjeblikket;
du har ej Ro før du faar Baaden vrikket
imod «den næste» Strand med Slæb og Slid;
men er du fremme, – mon du da tør hvile?
Nej, du maa atter mod et «Næste» ile.
Og saadan gaar det – fortvæk – udaf Livet, –
Gud ved, om bag et Stoppested er givet.
Fru Halm.
Men fy, Herr Falk, hvor kan De tale saa!
s. 9
Anna
(tankefuld).
(tankefuld).
O, det han siger, kan jeg godt forstaa;
der maa dog noget sandt paa Bunden være.
Frøken Skjære
(bekymret).
(bekymret).
Sligt maa min Kjæreste ej høre paa,
han er excentrisk nok. – Aa hør, min Kjære;
kom hid et Øjeblik!
Styver
(beskjæftiget med at rense sin Pibespids).
(beskjæftiget med at rense sin Pibespids).
Jeg kommer snart.
Guldstad
(till Falk).
(till Falk).
Ja, Et er mig dog idetmindste klart:
at De bør holde noget mer i Ære
Forsynligheden; – tænk Dem blot, ifald
De skrev et Digt idag og satte al
den dyre Restbeholdning ind deri,
som De paa Lager har af Poesi,
og fandt, De intet havde mer tillbedste,
naar De imorgen digtede det næste; –
da fik Kritiken Dem nok i Kalotten.
Falk.
Jeg tvivler paa, den mærked Bankerotten;
da slentred Arm i Arm Kritik og jeg
gemytligt frem jo paa den samme Vej.
(afbrydende og med Overgang.)
Men sig mig, Lind, hvad gaar der dog af dig?
s. 10
Du sidder her den hele Tid saa sturen;
studerer du maaske Arkitekturen?
Lind
(tar sig sammen).
(tar sig sammen).
Jeg? Hvorfor falder du paa det?
Falk.
Jo visst;
du har ej Øjet fra Altanen hist.
Er det Verandastilens brede Buer,
som du med slig Dybsindighed beskuer?
Hvad heller Dørens kunstigt skaarne Hængsler,
og Vindueslugerne med ditto Stængsler?
For noget er det, som din Tanke fængsler.
Lind
(med et straalende Udtryk).
(med et straalende Udtryk).
Nej, Du tar Fejl; jeg sidder her og lever.
Berust i Nuet intet mer jeg kræver.
Jeg har en Følelse, som om jeg stod
med Verdens Rigdom drysset for min Fod!
Takk for din Sang om Glædens Liv i Vaaren;
den var som af mit eget Indre skaaren!
(hæver sit Glas og vexler et Blik med Anna, umærkeligt for de øvrige.)
En Skaal for Blomsten, der den dufter smukt,
foruden Tanke paa at vorde Frugt!
(drikker tillbunds.)
Falk
(ser paa ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en lett Tone).
(ser paa ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en lett Tone).
Vil mine Damer høre; det var Nyt!
Her har jeg lettvindt gjort en Proselyt.
Igaar han gik med Salmebog i Lommen,
s. 11
idag han kjækt trakterer Digtertrommen. –
Man paastaar vel, at vi Poeter fødes;
men stundom kan en Prosaist dog gjødes
saa ubarmhjertigt, som en strasburgsk Gaas,
med rimet Sludder og med metrisk Vaas,
saa alt hans Indre, Lever, Sjæl og Kraas,
naar ud det krænges, findes ganske fuldt
af lyrisk Ister og rethorisk Smult.
(till Lind)
Men Takk forresten for din gode Mening;
herefter slaar vi Harpen i Forening.
Frøken Skjære.
Ja De, Herr Falk, De er vel flittig nu?
I landlig Ro, – her mellem Blomstergrene,
hvor De kan færdes for Dem selv alene – –
Fru Halm
(smilende).
(smilende).
Nej han er doven, saa det er en Gru.
Frøken Skjære.
Jeg havde tænkt, De, som Fru Halms Logerende,
var bleven rigtig stærkt poetiserende.
(peger ud tillhøjre.)
Det lille Havehus, bag Løvet gjemt,
det ligger for en Digter saa bekvemt;
der synes mig, De maatte blive stemt – –
Falk
(gaar over mod Verandaen og læner sig med Armene paa Rækværket).
(gaar over mod Verandaen og læner sig med Armene paa Rækværket).
Dækk mine Øjnes Spejl med Blindheds Skimmel,
saa skal jeg digte om den lyse Himmel.
s. 12
Skaff mig, om blot en Maanedstid paa Borg,
en Kval, en knusende, en Kjæmpesorg,
saa skal jeg synge Livets Jubel ud.
Og helst, min Frøken, skaff mig blot en Brud,
som er mig Alt, mit Lys, min Sol, min Gud.
Jeg har om den Ting supplicert Vorherre,
men han har hidtill vist sig døv, desværre.
Frøken Skjære.
Fy, det er jo frivolt!
Fru Halm.
Ja hæsligt sagt!
Falk.
Aa, De maa ikke tro det var min Agt
at gaa med hende under Arm paa «Kurland»;
nej, midt i Lykkens vilde Jubeljagt
hun maatte gaa till Evighedens Urland.
Jeg trænger till lidt aandig Gymnastik,
som jeg paa den Vis maaske grundigst fik.
Svanhild
(har under det Foregaaende nærmet sig; hun staar nu tætt ved Falk og siger
med et bestemt men lunefuldt Udtryk).
(har under det Foregaaende nærmet sig; hun staar nu tætt ved Falk og siger
med et bestemt men lunefuldt Udtryk).
Godt, jeg skal be’ for Dem om slig en Skjæbne;
men naar den kommer, – bær den som en Mand.
Falk
(har vendt sig overrasket).
(har vendt sig overrasket).
Aa, Frøken Svanhild! – Jo, jeg skal mig væbne.
Men tror De ogsaa, at jeg stole kan
paa Deres Bøn, som noget rigtigt Virkende?
Med Himlen, ser De, maa man omgaaes lirkende.
s. 13
Jeg ved jo nok, De Vilje har for To
till mig at skille ved min Sjælero;
men om De ogsaa har behørig Tro,
se, det er Sagen.
Svanhild
(mellem Spøg og Alvor).
(mellem Spøg og Alvor).
Vent till Sorgen kommer
og gulner Livets lyse, grønne Sommer, –
vent till den nager vaagen og i Drømme,
saa kan om Styrken af min Tro De dømme.
(hun gaar over till Damerne.)
Fru Halm
(dæmpet).
(dæmpet).
Men vil I To da aldrig holde Fred?
Nu har du gjort Herr Falk for Alvor vred.
(vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Skjære blander sig i Sam-
talen. Svanhild staar kold og taus.)
Falk
(gaar efter en kort, tankefuld Stillhed over till Lysthuset og siger hen for sig):
(gaar efter en kort, tankefuld Stillhed over till Lysthuset og siger hen for sig):
Der lyste Visshed ud af hendes Blikke.
Mon jeg skal tro, som hun det tror saa tryggt,
at Himlen vil –
Guldstad.
Aa nej-Gud vil den ikke!
Den var da, med Respekt, og brav forrykt,
om den effektuerte slige Ordres.
Nej ser De, gode Hode, – hvad der fordres,
det er Motion for Arme, Ben og Kropp.
Ligg ikke her og glo i Løvet opp
den lange Dag; hugg Ved om ikke Andet.
s. 14
Det maatte ogsaa være rent forbandet,
om ikke inden fjorten Dage De
for Deres gale Nykker da var fri.
Falk.
Jeg staar som Æslet, snørt i Valgets Baand;
tillvenstre har jeg Kjød, tillhøjre Aand;
hvad var vel visest her at vælge først.
Guldstad
(idet han skjænker i Glassene).
(idet han skjænker i Glassene).
Først et Glas Punsch, det slukker Harm og Tørst.
Fru Halm
(ser paa sit Uhr).
(ser paa sit Uhr).
Men den er otte snart; nu tror jeg næsten
det er paa Tiden vi kan vente Presten.
(rejser sig og rydder opp paa Altanen.)
Falk.
Hvad? Skal her komme Prester?
Frøken Skjære.
Gud, ja visst!
Fru Halm.
Det var jo det, som jeg fortalte sidst –
Anna.
Nej Moer, Herr Falk var ikke da tillstede.
Fru Halm.
Naa, det er sandt. Men bliv dog ej saa trist;
tro mig, af det Besøg De høster Glæde.
Falk.
Men sig, hvem er han da, denGlædens Saamand?
s. 15
Fru Halm.
Aa Herregud, det er jo Presten Straamand.
Falk.
Ja saa. Jeg tror, at jeg har hørt hans Navn,
og læst, at han skal ind og gjøre Gavn,
som Storthingsmand, paa Politikens Marker.
Styver.
Ja han er Taler.
Guldstad.
Skade blot, han harker.
Frøken Skjære.
Nu kommer han med Frue –
Fru Halm.
Og med Arvinger –
Falk.
At more dem i Forvejen lidt, de hulde, –
for siden faar han begge Hænder fulde
med svenske Spørgsmaal og med Statsraadsgarvinger;
jo, jeg forstaar.
Fru Halm.
Det er en Mand, Herr Falk!
Guldstad.
Ja, i sin Ungdom var han nu en Skalk.
Frøken Skjære
(fornærmet).
(fornærmet).
Naa saa, Herr Guldstad! Alt fra jeg var liden
har jeg hørt tale dog med stor Respekt, –
og det af Folk, hvis Ord har megen Vægt, –
om Presten Straamand og hans Livs Roman.
s. 16
Guldstad
(leende).
(leende).
Roman?
Frøken Skjære.
Roman. Jeg kalder sligt romantisk,
som ej af Hverdagsfolk vurderes kan.
Falk.
De spænder min Nysgjærrighed gigantisk.
Frøken Skjære
(vedblivende).
(vedblivende).
Men Gudbevars, der gives altid visse,
som af det rørende sig lader hidse
till Railleri! Det er jo velbekjendt
at her var En, som bare var Student,
der var saa frækk, saa ryggesløs, saa ussel,
at kritisere selve «William Russell».
Falk.
Men sig, er Opplandspresten da et Digt,
et kristent Drama eller noget sligt?
Frøken Skjære
(rørt till stille Taarer).
(rørt till stille Taarer).
Nej Falk, – et Menneske, paa Hjerte rigt.
Men naar en saa at sige livløs Ting,
kan foraarsage slige Ondskabssting
og vække fæle Lidenskabers Mængde
af slig en Dybde –
Falk
(deltagende).
(deltagende).
Og af slig en Længde –
s. 17
Frøken Skjære.
Saa vil, med Deres skarpe Blik, De snart
begribe at –
Falk.
Ja, det er ganske klart.
Men hvad der hidtill er mig mindre tydeligt,
det er Romanens Indhold og dens Art.
Jeg kan nok ane, det er noget nydeligt;
men hvis det lod sig sige i en Fart –
Styver.
Jeg skal af Sagens Fakta extrahere
det vigtigste.
Frøken Skjære.
Nej, jeg erindrer mere;
jeg kan fortælle –
Fru Halm.
Det kan ogsaa jeg!
Frøken Skjære.
Aa nej, Fru Halm, nu er jeg alt paa Vej.
Ser De, Herr Falk, – han gjaldt, som Kandidat,
for et af Hovedstadens bedste Hoder,
forstod sig paa Kritik og nye Moder –
Fru Halm.
Og spillede Komedie privat.
Frøken Skjære.
Ja bi nu lidt! Han musicerte, malte, –
Fru Halm.
Og husk, hvor pent Historier han fortalte.
2
s. 18
Frøken Skjære.
Ja giv dog Tid; jeg kan det paa en Prikk.
Han skrev og komponerte selv Musik
till Noget, som en – Forelægger fik;
det kaldtes «Syv Sonetter till min Maren».
Aa Gud, hvor sødt han sang dem till Guitaren!
Fru Halm.
Ja det er visst, at han var genial!
Guldstad
(dæmpet).
(dæmpet).
Hm, somme mente nu, at han var gal.
Falk.
En gammel Praktikus, som ikke henter
sin Visdom blot af mugne Pergamenter,
har sagt, at Kjærligheden gjør Petrarker
saa let, som Fæ og Ladhed Patriarker.
Men hvem var Maren?
Frøken Skjære.
Maren? Det var hende,
hans Elskede, som snart De lærer kjende.
Hun var en Datter af et Kompagni –
Guldstad.
Et Trælasthus.
Frøken Skjære
(kort).
(kort).
Ja, det maa Herren vide.
Guldstad.
For det var hollandsk Last de gjorde i.
s. 19
Frøken Skjære.
Sligt hører till den trivielle Side.
Falk.
Et Kompagni?
Frøken Skjære
(vedblivende).
(vedblivende).
Som ejed store Grunker.
De kan vel tænke, hvor der Kur blev gjort;
der meldtes Friere af første Sort –
Fru Halm.
Og mellem dem saagar en Kammerjunker.
Frøken Skjære.
Men Maren værged kjækkt om Kvindens Rett.
Hun havde Straamand mødt i «Dramatiken»:
at se og elske ham, det var nu Et –
Falk.
Og Bejlerskaren maatte staa i Stikken?
Fru Halm.
Ja vil De tænke Dem den Romantiken!
Frøken Skjære.
Og lægg saa till en gammel grusom Far,
som bare gik omkring og skillte Hjerter;
jeg tror der ogsaa en Formynder var,
for endnu mer at øge deres Smerter.
Men hun blev ham og han blev hende tro;
de drømte sammen om et straatækkt Bo,
et snehvidt Faar, som kunde nære to –
2*
s. 20
Fru Halm.
Ja i det højeste en liden Ko, –
Frøken Skjære.
Kort sagt, som de for mig saa tidt erklærte,
en Bækk, en Hytte og hinandens Hjerte.
Falk.
Ak ja! Og saa –?
Frøken Skjære.
Saa brød hun med sin Slægt.
Falk.
Hun brød –?
Fru Halm.
Hun brød med den.
Falk.
Se, det var kjækkt.
Frøken Skjære.
Og flytted till sin Straamand opp paa Kvisten.
Falk.
Hun flytted opp! Foruden – saadan – Vielse?
Frøken Skjære.
Aa fy!
Fru Halm.
Fy Skam! Min salig Mand paa Listen
staar blandt Forloverne –!
Styver
(till Frøkenen).
(till Frøkenen).
Ja, din Fortielse
af Faktum er det, som forvolder Tvisten.
s. 21
I Referater har det megen Vægt
at ordne kronologisk og korrekt.
Men jeg kan aldrig faa det i mit Hode,
hvor de kom af det –
Falk
(fortsættende).
(fortsættende).
– thi man tør formode,
at Faar og Ko ej med paa Kvisten bode.
Frøken Skjære
(till Styver).
(till Styver).
Aa, du skal vel betænke Et, min Gode:
Man trænger ej, hvor Kjærligheden troner;
to ømme Hjerter klarer sig med Lidt.
(till Falk.)
Han elsked hende till Guitarens Toner,
og hun gav paa Klaveer Informationer –
Fru Halm.
Og saa, forstaar sig, tog de paa Kredit –
Guldstad.
Et Aar, till Handelshuset gik Fallit.
Fru Halm.
Men saa fik Straamand Kald etsteds der nordpaa.
Frøken Skjære.
Og i et Brev, jeg siden saa, han svor paa,
han leved blot for Pligten og for hende.
Falk
(supplerende).
(supplerende).
Og dermed var hans Livs Roman tillende.
s. 22
Fru Halm
(rejser sig).
(rejser sig).
Ja nu jeg tror vi gaar i Haven ned;
vi maa jo se, om vi dem har ivente.
Frøken Skjære
(idet hun tar Mantillen paa).
(idet hun tar Mantillen paa).
Det er alt svalt.
Fru Halm.
Ja, Svanhild, vil Du hente
mit uldne Shavl.
Lind
(till Anna, ubemærket af de Øvrige).
(till Anna, ubemærket af de Øvrige).
Gaa forud!
Fru Halm.
Kom saa med!
(Svanhild gaar ind i Huset; de andre, undtagen Falk, gaar mod Baggrunden
og ud tillvenstre. Lind, der har fulgt med, standser og kommer tillbage.)
og ud tillvenstre. Lind, der har fulgt med, standser og kommer tillbage.)
Lind.
Min Ven!
Falk.
Iligemaade!
Lind.
Haanden hid!
Jeg er saa glad; – jeg tror mit Bryst maa sprænges,
ifald jeg ikke faar fortalt –
Falk.
Giv Tid;
du skal forhøres først, saa dømmes, hænges.
Hvad er nu det for Adfærd? Lægge Skjul
s. 23
for mig, din Ven, paa Skatten, du har fundet; –
for tillstaa kun, Formodningen er grundet:
Du trukket har et Lod i Lykkens Hjul!
Lind.
Ja, jeg har fanget Lykkens fagre Fugl!
Falk.
Saa? Levende, – og ej i Snaren kvalt?
Lind.
Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.
Jeg er forlovet! Tænk –!
Falk.
(hurtigt).
(hurtigt).
Forlovet!
Lind.
Ja!
idag, – Gud ved, hvor jeg tog Modet fra!
Jeg sagde, – aa, sligt lar sig ikke sige;
men tænk dig, – hun, den unge, smukke Pige,
blev ganske blussende, – slet ikke vred!
Nej, kan du skjønne, Falk, hvad jeg har vovet!
Hun hørte paa mig,[HIS: Skadet komma.] – og jeg tror hun græd;
det er jo gode Tegn?
Falk.
Ja visst; bliv ved.
Lind.
Og, ikke sandt, – da er vi jo forlovet?
s. 24
Falk.
Jeg maa formode det; men for at være
aldeles trygg, saa raadspørg Frøken Skjære.
Lind.
O nej, jeg ved, jeg føler det saa tryggt!
Jeg er saa klar, saa sikker, uden Frygt.
(straalende og hemmelighedsfuldt.)
Hør; jeg fik Lov at holde hendes Haand,
da hun tog Kaffetøjet bort fra Bordet!
Falk
(løfter sit Glas og tømmer det).
(løfter sit Glas og tømmer det).
Naa, Vaarens Blomster da i eders Baand!
Lind
(ligesaa).
(ligesaa).
Og det skal være højt og helligt svoret,
at jeg vil elske hende till min Død,
saa varmt som nu; – ja, for hun er saa sød!
Falk.
Forlovet! Derfor var det da, du slang
paa Hylden baade Loven og Profeterne.
Lind
(leende).
(leende).
Og du, som trode, at det var din Sang –!
Falk.
Min Ven, saa stærk en Tro har tidt Poeterne.
Lind
(alvorligt).
(alvorligt).
Tro ellers ikke, Falk, at Theologen
er fra min Lykkes Time dreven ud.
s. 25
Der er den Forskjel kun, at ikke Bogen
forslaar som Jakobsstige till min Gud.
Nu maa jeg ud og søge ham i Livet;
jeg føler mig i Hjertet mere god,
jeg elsker Straaet, Krybet for min Fod;
det er jo ogsaa Del i Lykken givet.
Falk.
Men sig mig nu –
Lind.
Nu har jeg sagt det hele, –
min rige Gaade, som vi tre vil dele.
Falk.
Ja, men jeg mener, har du tænkt lidt fremad?
Lind.
Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne Stund
jeg lever i det vaarlige Sekund.
Jeg vender Øjet mod min Lykke hjemad;
der holder Skjæbnens Tømmer jeg og hun.
Ej du, ej Guldstad, – ja, ej selv Fru Halm
tør sige till min friske Livsblomst: «Falm!»
Thi jeg har Vilje, hun har varme Øjne,
og derfor maa den, skal den oppad højne!
Falk.
Rett saa, min Broder, dig har Lykken Brug for!
Lind.
Mit Livsmod brænder lig en vilter Sang;
jeg kjender mig saa stærk; laa der et Slug for
min Fod, – hvor gabende, – jeg over sprang!
s. 26
Falk.
Det sige vil i simpelt Prosasprog:
Din Kjærlighed har gjort dig till et Rensdyr.
Lind.
Naa, – farer jeg med Renens vilde Tog,
jeg ved, till hvem min Længselsfugl imens flyr!
Falk.
Saa faar den alt imorgen till at flyve;
du følger med Kvartetten jo tillfjelds.
Jeg lover for, Du trænger ingen Pels –
Lind.
Kvartetten! Pyt, – lad den alene klyve!
For mig er Højfjeldsluft i Dalens Bund;
her har jeg Blomstersne og Fjordens Vidder,
her har jeg Løvsalsang og Fuglekvidder,
og Lykkens Huldre, – ja for her er hun!
Falk.
Ak, Lykkens Huldre her i Akersdalen
er sjelden, som en Elg; hold fast i Halen.
(med et Blik mod Huset.)
Hyss, – Svanhild –
Lind.
(trykker hans Haand).
(trykker hans Haand).
Godt; jeg gaar, – lad ingen kjende,
hvad der er mellem dig og mig og hende.
Takk for du tog min Hemlighed! Begrav den
i Hjertet, – dybt og varmt, som jeg dig gav den.
(Han gaar ud i Baggrunden till de andre.)
s. 27
(Falk ser et Øjeblik efter ham og gaar et Par Gange opp og ned i Haven, under
synlig Bestræbelse for at bekjæmpe det Opprør, han er i. Lidt efter kommer
Svanhild ud fra Huset med et Tørklæde paa Armen og vil gaa mod Bag-
grunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.)
synlig Bestræbelse for at bekjæmpe det Opprør, han er i. Lidt efter kommer
Svanhild ud fra Huset med et Tørklæde paa Armen og vil gaa mod Bag-
grunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.)
Svanhild
(efter et kort Opphold).
(efter et kort Opphold).
De ser saa visst paa mig –?
Falk.
(halvt for sig selv).
(halvt for sig selv).
Ja der er Trækket;
i Øjets Sjø det skygger over Bunden,
det leger Skjul med Spottens Alf om Munden,
det er der.
Svanhild.
Hvad? De gjør mig halvt forskrækket.
Falk.
De heder Svanhild?
Svanhild.
Ja, det ved De vel.
Falk.
Men ved De, Frøken, at det Navn er latterligt?
Gjør mig till Vilje; kast det bort ikveld!
Svanhild.
Fy, – det var egenmægtigt, lidet datterligt –
Falk
(ler).
(ler).
Hm, «Svanhild» – «Svanhild» – –
(pludselig alvorlig.)
Hvorfor fik De sligt
memento mori alt fra De var liden?
s. 28
Svanhild.
Er det da styggt?
Falk.
Nej, dejligt som et Digt
men altfor stort og stærkt og strængt for Tiden.
Hvor kan en Nutidsfrøken fylde ud
den Tanke, Navnet «Svanhild» i sig fatter?
Nej, – kast det bort, som et forældet Skrud.
Svanhild.
De tænker nok paa Sagakongens Datter –
Falk.
Som skyldfri knustes under Hestens Hov.
Svanhild.
Men sligt er jo forbudt i vor Tids Lov.
Nej, højt i Sadlen! I min stille Tanke
jeg drømte tidt mig baaren paa dens Rygg,
jog ud i Verden vidt, jog kjækk og trygg,
mens Vinden slog som Frihedsflag dens Manke!
Falk.
Ja det er gammelt. I den «stille Tanke»,
der ændser ingen af os Grind og Skranke,
der ræddes ingen for at bruge Sporen; –
i Gjerning holder vi os smukt till Jorden; –
thi Livet er igrunden Hvermand kjært,
og der er ingen, som et Dødsspring vover.
Svanhild
(livligt).
(livligt).
Jo, peg paa Maalet, og jeg sætter over!
Men da maa Maalet være Springet værd.
s. 29
Et Kalifornien bag Ørkensandet, –
hvis ikke, blir man hvor man er, i Landet.
Falk
(spottende).
(spottende).
Naa, jeg forstaar Dem; det er Tidens Fejl.
Svanhild
(varm).
(varm).
Ja netopp Tidens! Hvorfor sætte Sejl,
naar ingen Luftning stryger over Fjorden?
Falk
(ironisk).
(ironisk).
Ja hvorfor slide Pidsken eller Sporen,
naar ingen gylden Indsats staar som Skjænk
till den, der river sig fra Bord og Bænk
og jager fremad, baaren højt i Sadlen?
Slig Færd for Færdens Skyld tillhører Adlen,
og Adelsfærd i vor Tid kaldes Tant;
saa var nok Meningen?
Svanhild.
Ja, ganske sandt,
se Pæretræet, som ved Gjærdet staar, –
hvor det er goldt og blomsterløst iaar.
Ifjor De skulde seet, hvor det stod kjækkt
med Kronen krøget under Frugtens Vægt.
Falk
(noget uviss).
(noget uviss).
Det vil jeg tro; men hvad er deraf Læren?
s. 30
Svanhild
(med Finhed).
(med Finhed).
Aa, iblandt andet, at det fast er frækt,
naar vor Tids Zacharias kræver Pæren.
Har Træet overblomstret sig ifjor,
saa maa iaar ej fordres samme Flor.
Falk.
Jeg vidste nok, De fandt det rette Spor igjen
i Romantiken – bagud i Historien.
Svanhild.
Ja – vor Tids Dyd er af en anden Slags.
Hvem ruster sig for Sandhed nutilldags?
Hvem er Personens Indsats vel tillags?
Hvor findes Helten?
Falk
(ser skarpt paa hende).
(ser skarpt paa hende).
Og hvor er Valkyrien?
Svanhild
(ryster paa Hovedet).
(ryster paa Hovedet).
Valkyrien bruges ej i dette Land!
Da Troen truedes ifjor i Syrien,
gik De da did som Korsets svorne Mand?
Nej, paa Papiret var De varm som Taler, –
og sendte «Kirketidenden» en Daler.
(Pause. Falk synes at ville svare, men holder inde og gaar oppover i Haven.)
Svanhild
(betragter ham en Stund, nærmer sig og spørger blidt).
(betragter ham en Stund, nærmer sig og spørger blidt).
Falk, er De vred?
s. 31
Falk.
Nej visst; jeg gaar og sturer, –
se, det er alt.
Svanhild
(med tankefuld Deltagelse).
(med tankefuld Deltagelse).
De er som to Naturer, –
to uforligte – –
Falk.
Ja det ved jeg vel.
Svanhild
(hæftigt).
(hæftigt).
Men Grunden!
Falk
(med Udbrud).
(med Udbrud).
Grunden? Jo, fordi jeg hader
at gaa omkring med frækt udringet Sjæl,
lig Godtfolks Kjærlighed i alle Gader, –
at gaa omkring med blottet Hjertevarme,
som unge Kvinder gaar med nøgne Arme!
De var den eneste, – De, Svanhild, De –
saa tænkte jeg, – naa den Ting er forbi –
(vender sig efter hende, idet hun gaar over mod Lysthuset og ser ud.)
De lytter –?
Svanhild.
Till en anden Røst, som taler,
hyss! Hører De? Hver Kveld, naar Solen daler,
da kommer flyvende en liden Fugl, –
se der, – der kom den frem af Løvets Skjul – –
ved De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,
som her paa Jord blev nægtet Sangens Gave,
s. 32
hun fik af Gud en liden Fugl till Ven –
for en kun skabt og for den enes Have.
Falk
(tager en Sten opp fra Jorden).
(tager en Sten opp fra Jorden).
Da gjælder det, at Fugl og Ejer mødes,
skal ej dens Sang i fremmed Have ødes.
Svanhild.
Ja det er sandt; men jeg har fundet min.
Jeg fik ej Ordets Magt, ej Sangerstemme;
men kviddrer Fuglen i sit grønne Gjemme,
det er som Digte daled i mit Sind – –
nu ja – de dvæler ej – de flyver bort –
(Falk kaster Stenen med Hæftighed; Svanhild udstøder et Skrig).
o Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!
(iler ud tillhøjre og kommer snart ind igjen.)
O det var syndigt, syndigt!
Falk
(i lidenskabeligt Opprør).
(i lidenskabeligt Opprør).
Nej – kun Øje
for Øje, Svanhild, – ikkun Tand for Tand!
Nu faar De ingen Hilsen fra det høje,
og ingen Gave mer fra Sangens Land.
Se, det er Hævnen over Deres Værk!
Svanhild.
Mit Værk?
Falk.
Ja Deres! Indtill denne Time
slog i mit Bryst en Sangfugl kjækk og stærk.
s. 33
Se – nu kan Klokken over begge kime, –
De har den dræbt!
Svanhild.
Har jeg!
Falk.
Ja, da De slog
min unge, glade Sejerstro till Jorden –
(foragteligt.)
da De forloved Dem!
Svanhild.
Men sig mig dog –!
Falk.
Aa ja, den Ting er sagtens i sin Orden;
han tar Examen, faar sig strax en Stilling, –
han gaar jo till Amerika som Prest –
Svanhild
(i samme Tone).
(i samme Tone).
Og arver nok en ganske vakker Skilling; –
ja, for det er vel Lind De mener?
Falk.
Bedst
maa De vel vide –
Svanhild
(med et dæmpet Smil).
(med et dæmpet Smil).
Ja, som Brudens Søster
bør jeg jo –
Falk.
Gud! Det er ej Dem – –!
3
s. 34
Svanhild.
Som høster
hin Lykkens Overflod? Ak nej desværre!
Falk
(med næsten barnlig Glæde).
(med næsten barnlig Glæde).
Det er ej Dem! O, priset være Gud!
O, han er god og kjærlig dog, Vorherre?
Jeg faar ej se Dem som en andens Brud; –
det var kun Smertens Lys han vilde tænde – –
(vil gribe hendes Haand.)
O hør mig, Svanhild, – hør mig –
Svanhild
(peger raskt mod Baggrunden).
(peger raskt mod Baggrunden).
Se derhenne!
(hun gaar henimod Huset. Fra Baggrunden kommer i det samme Fru Halm,
Anna, Frøken Skjære, Guldstad, Styver og Lind. Under det fore-
gaaende Opptrin er Solen gaaet ned; Landskabet ligger i Tusmørke.)
Fru Halm
(till Svanhild).
(till Svanhild).
Nu har vi Prestens lige paa Minuttet.
Hvor blev du af?
Frøken Skjære
(efter et Blik paa Falk).
(efter et Blik paa Falk).
Du synes saa betuttet.
Svanhild.
Lidt ondt i Hodet; det gaar over snart.
Fru Halm.
Og endda gaar du her med Haaret bart?
Hold Theen færdig; rydd saa opp i Stuen;
pent maa her være, for jeg kjender Fruen.
(Svanhild gaar ind i Huset.)
s. 35
Styver
(till Falk).
(till Falk).
Ved du Besked om Prestens Politik?
Falk.
Jeg tror ej han for Dyrtidstillæg stemmer.
Styver.
Men dersom nu et lidet Vink han fik
om Versene, som jeg i Pulten gjemmer?
Falk.
Det muligt hjalp.
Styver.
Ja gid, – for, tro du mig,
det kniber for os nu, vi Bo skal sætte.
De Elskovssorger, de er ikke lette.
Falk.
Tillpas; hvad vilde du paa den Gallej!
Styver.
Er Elskov en Gallej?
Falk.
Nej Ægteskabet,
med Lænker, Trælleliv og Frihedstabet.
Styver
(da han ser, at Frøken Skjære nærmer sig).
(da han ser, at Frøken Skjære nærmer sig).
Du kjender ej den Kapital, som bor
i Kvindens Tanker og i Kvindens Ord.
Frøken Skjære
(sagte).
(sagte).
Tror du Grossereren vil endossere?
3*
s. 36
Styver
(gnaven).
(gnaven).
Jeg ved ej visst endnu; jeg skal probere.
(de fjerner sig i Samtale.)
Lind
(dæmpet till Falk, idet han nærmer sig med Anna).
(dæmpet till Falk, idet han nærmer sig med Anna).
Jeg kan ej dy mig længer; i en Fart
jeg forestille maa –
Falk.
Du burde tie,
og ingen uvedkommende indvie
i det, som eders er –
Lind.
Naa, det var rart; –
for dig, min Medlogerende i Huset,
jeg skulde holdt min unge Lykke skjult!
Nej, nu, mit Hode har faat Haaret gult, –
Falk.
Nu vil du gjøre dig dit Hode kruset?
Ja, kjære bedste Ven, hvis det er Meningen,
saa skynd dig blot og deklarer Foreningen!
Lind.
Det har jeg ogsaa tænkt af flere Grunde,
og deriblandt er en især af Vægt;
sætt for Exempel, at her findes kunde
en Kurtisør, som lusked om fordækkt;
sætt at hans Hensigt traadte frem paatageligt,
som Frieri; det var dog ubehageligt.
s. 37
Falk.
Ja det er sandt; jeg havde ganske glemt,
du var till noget højere bestemt.
Som Elskovs Friprest staar du midlertidigt;
sent eller tidligt skal der avanceres;
men det er selv mod Skikk og Vedtægt stridigt,
om allerede nu du ordineres.
Lind.
Ja dersom ej Grossereren –
Falk.
Hvad han?
Anna
(undselig).
(undselig).
Aa det er noget, Lind kun ind sig bilder.
Lind.
Sig ikke det; det aner mig han skiller
mig ved min Lykke, naar og hvor han kan.
Den Fyr er jo en daglig Gjæst herude,
er rig og ugift, fører jer omkring;
kort sagt, min Elskte, der er tusind Ting,
som ej kan andet os end ondt bebude.
Anna
(med et Sukk).
(med et Sukk).
O det var Synd; her var saa godt idag.
Falk
(deltagende till Lind).
(deltagende till Lind).
Ja slipp ej Lykken for en rodløs Grille;
vent i det længste før du toner Flag.
s. 38
Anna.
Gud! Frøken Skjære ser paa os; ti stille!
(hun og Lind fjerner sig till forskjellige Kanter.)
Falk
(ser efter Lind).
(ser efter Lind).
Der gaar han till sin Ungdoms Nederlag.
Guldstad
(som imidlertid har staaet ved Trappen i Samtale med Fru Halm og Frøken Skjære,[HIS: Skadet komma.]
nærmer sig og slaar ham paa Skuldren).
(som imidlertid har staaet ved Trappen i Samtale med Fru Halm og Frøken Skjære,[HIS: Skadet komma.]
nærmer sig og slaar ham paa Skuldren).
Naa, staar man her og grunder paa et Digt?
Falk.
Nej, paa et Drama.
Guldstad.
Det var da som Fanden; –
jeg trode ej, De gav Dem af med sligt.
Falk.
Nej dette her er ogsaa af en anden,
en Ven af mig, ja af os beggeto; –
en fejende Forfatter kan De tro.
Tænk Dem, fra Middagstider og till Kveld
han digtet har en hel Idyl tillende.
Guldstad
(polidsk).
(polidsk).
Og Sluttningen er god?
Falk.
De ved da vel
at Teppet falder først – med ham og hende.
Men det er blot en Del af Trilogien;
bagefter kommer nok Forfattersvien,
s. 39
naar Nummer to, Forlovelsens Komedie,
skal digtes gjennem lange Akter fem,
og Stoffets Traad skal spindes ud af dem
till Ægteskabets Drama, som det tredje.
Guldstad
(smilende).
(smilende).
Man skulde tro Forfatterlyst var smitsom.
Falk.
Saa? Hvorfor det?
Guldstad.
Jeg mener forsaavidtsom
jeg ogsaa gaar og grunder paa en Digtning, –
(hemmelighedsfuldt.)
en faktisk en, – foruden alskens Svigtning.
Falk.
Og hvem er Helten, om man spørge tør?
Guldstad.
Det siger jeg imorgen, – ikke før.
Falk.
Det er Dem selv!
Guldstad.
Tror De, som slig, mig duelig?
Falk.
En bedre Helt var sikkert ikke mulig.
Men nu Heltinden? Hun skal sagtens hentes
fra Landets Friluft, ej fra Byens Kvalm?
s. 40
Guldstad
(truer med Fingeren).
(truer med Fingeren).
Hyss, – det er Knuden og med den maa ventes! –
(slaar over i en anden Tone.)
Sig mig, hvad synes De om Frøken Halm?
Falk.
Aa hende kjender De visst meget bedre;
min Dom kan hverken skjæmme eller hædre. –
(smilende).
Men vogt Dem bare, at det ej gaar galt
med dette «Digt», hvorom De har fortalt.
Sætt at jeg kunde Deres Tillid svige
og omkalfatre Udfald og Intrige.
Guldstad
(godmodigt).
(godmodigt).
Naa ja, saa vilde jeg mit Amen sige.
Falk.
Det er et Ord?
Guldstad.
De er jo Mand af Faget;
det var jo dumt, om Deres Hjælp blev vraget
af en, der regnes maa till Fuskerlaget.
(gaar opp mod Baggrunden.)
Falk
(i Forbigaaende till Lind).
(i Forbigaaende till Lind).
Du havde Rett; Grossereren gaar om
med Morderplaner mod din unge Lykke.
(fjerner sig.)
s. 41
Lind
(dæmpet till Anna).
(dæmpet till Anna).
Der kan du se, at ej min Frygt var tom;
vi maa paa Timen ud med Sproget rykke.
(de nærmer sig Fru Halm, der tilligemed Frøken Skjære staar ved Huset.)
Guldstad
(i Samtale med Styver).
(i Samtale med Styver).
Et dejligt Vejr ikveld.
Styver.
Aa ja saamen,
naar man er opplagt –
Guldstad
(spøgende).
(spøgende).
Er der galt paafærde
med Deres Kjærlighed?
Styver.
Ej just med den –
Falk
(der er kommen till).
(der er kommen till).
Men med Forlovelsen?
Styver.
Det kunde være.
Falk.
Hurra; du er da ikke blank og bar
for Poesiens Smaamynt, kan jeg høre!
Styver
(stødt).
(stødt).
Jeg skjønner ej, hvad Poesien har
med mig og min Forlovelse at gjøre.
s. 42
Falk.
Du skal ej skjønne det; hvis Elskov grunder
sit eget Væsen ud, da gaar den under.
Guldstad
(till Styver).
(till Styver).
Men er det noget, som kan rettes paa,
saa ud med det.
Styver.
Ja jeg har hele Dagen
funderet paa at foredrage Sagen,
men kan ej frem till Konklusjonen naa.
Falk.
Jeg hjælper dig og skal mig fatte kort:
Alt fra du opp till Kjæreste var rykket,
saa har du følt dig, saa at sige, trykket –
Styver.
Ja det till sine Tider endog haardt.
Falk
(vedblivende).
(vedblivende).
Har følt dig svært betynget af Forpligtelser,
som du gav Fanden, hvis det blot gik an;
se det er Tingen.
Styver.
Hvad er det for Sigtelser!
Jeg har fornyet som en punktlig Mand;
(henvendt till Guldstad.)
men mere kommer till i næste Maaned;
naar man sig gifter, faar man jo en Kone –
s. 43
Falk
(glad).
(glad).
Nu er paany din Ungdomshimmel blaanet;
det var en Gjenklang af din Sangtids Tone!
Saa skal det være; jeg forstod det strax;
du trængte blot till Vinger og en Sax!
Styver.
En Sax!
Falk.
Ja, Viljesaxen, for at klippe
hvert Baand itu, saa bort du kunde slippe,
og flyve ud –
Styver
(i Vrede).
(i Vrede).
Nej nu blir du for grov!
At sigte mig for Brudd paa Statens Lov!
Jeg skulde tænke paa at absentere mig?
Sligt er jo Attentat paa at blamere mig, –
Verbalinjurier!
Falk.
Men er du gal!
Hvad er din Mening da? Saa tal dog, – tal!
Guldstad
(leende till Styver).
(leende till Styver).
Ja, selv De kommer till at klare Tanken;
hvad handles om?
Styver
(griber sig sammen).
(griber sig sammen).
Et Laan i Sparebanken.
s. 44
Falk.
Et Laan!
Styver
(hurtigt till Guldstad).
(hurtigt till Guldstad).
Ja egentlig en Endossent
for hundred Daler eller saa omtrent.
Frøken Skjære
(der imidlertid har staaet hos Fru Halm, Lind og Anna).
(der imidlertid har staaet hos Fru Halm, Lind og Anna).
Aa nej, jeg gratulerer! Gud, hvor dejligt!
Guldstad.
Hvad er der nu!
(gaar hen till Damerne.)
Styver.
Det var da ubelejligt.
Falk
(slaar overgivent Armen om hans Nakke).
(slaar overgivent Armen om hans Nakke).
Hurra; Trompetens Lyd forkynder sødt,
at dig en Broder er i Amor født!
(drager ham med sig till de andre.)
Frøken Skjære
(overvældet till Herrerne).
(overvældet till Herrerne).
Tænk, Lind og Anna, – tænk Dem, han har faat hende!
Nu er de Kjærester!
Fru Halm
(med Rørelsens Taarer, medens Parret ønskes tillykke).
(med Rørelsens Taarer, medens Parret ønskes tillykke).
Det er den ottende,
som gaar forsørget ud fra dette Hus; –
(rettet mod Falk.)
syv Søsterdøttre, – alle med Logerende – –
(angribes for stærkt og holder Tørklædet for Øjnene.)
s. 45
Frøken Skjære
(till Anna).
(till Anna).
Naa her vil komme nok af Gratulerende!
(kjæler for hende og er bevæget.)
Lind
(griber Falks Hænder).
(griber Falks Hænder).
Min Ven, jeg gaar som i en salig Rus!
Falk.
Hyss; – som forlovet Mand du Medlem er
af Salighedens Maadeholdsforening;
lyd Laugets Love; – ingen Orgier her!
(vender sig till Guldstad med et Anstrøg af ondskabsfuld Deltagelse.)
Naa, Herr Grosserer!
Guldstad
(fornøjet).
(fornøjet).
Efter min Formening
spaar dette Lykke for dem beggeto.
Falk
(ser studsende paa ham).
(ser studsende paa ham).
De bær jo Sorgen med prisværdig Ro.
Det glæder mig.
Guldstad.
Hvad mener De, Højstærede?
Falk.
Jeg mener blot, at eftersom De nærede
Forhaabning for Dem selv –
Guldstad.
Saa? Gjorde jeg?
s. 46
Falk.
Ja idetmindste var De nær paa Vej;
De nævnte Frøken Halm; her stod De jo
og spurgte –
Guldstad
(smilende).
(smilende).
Ja, – men er der ikke to?
Falk.
Det er – den anden, Søsteren, De mener!
Guldstad.
Ja, Søsteren, den anden, – netopp hende.
Lær denne Søster nærmere at kjende,
og døm saa selv, om ikke hun fortjener
at lægges Mærke till en Smule mer,
end her i Huset nu for Tiden sker.
Falk
(koldt)[HIS: Skadet sluttparentes.] .
(koldt)[HIS: Skadet sluttparentes.] .
Hun har visst alle gode Egenskaber.
Guldstad.
Just ikke alle; Selskabstonen har
hun ej det rette Greb paa; der hun taber –
Falk.
Ja det er slemt.
Guldstad.
Men hvis Fru Halm blot tar
en Vinter till det, vædder jeg hun viger
for ingen anden.
s. 47
Falk.
Nej, den Ting er klar.
Guldstad
(leende).
(leende).
Ja, det er mærkeligt med unge Piger!
Falk
(lystig).
(lystig).
De er som Vinterrugens Sæd at se:
de spirer uformærkt i Frost og Sne.
Guldstad.
Fra Jul er Balsalonen deres Hjem –
Falk.
Der gjødsles med Skandaler og med Blamer –
Guldstad.
Og naar saa Foraarsvarmen bryder frem –
Falk.
Saa skyder opp smaabitte grønne Damer!
Lind
(træder till og griber Falks Hænder).
(træder till og griber Falks Hænder).
Hvor klogt jeg gjorde; over al Forstand –
jeg føler mig saa lykkelig og sikker!
Guldstad.
Se der er Kjæresten; fortæll hvordan
man sig som nyforlovet Elsker skikker!
Lind
(ubehageligt berørt).
(ubehageligt berørt).
Sligt drøftes nødigt med en Tredjemand.
s. 48
Guldstad
(spøgende).
(spøgende).
I slet Humør! Jeg skal till Anna klage.
(nærmer sig till Damerne.)
Lind
(ser efter ham).
(ser efter ham).
Hvor kan man sligt et Menneske fordrage!
Falk.
Du tog forresten Fejl af ham, –
Lind.
Ja saa?
Falk.
Det var ej Anna, som han tænkte paa.
Lind.
Hvad! Var det Svanhild?
Falk.
Ja, det ved jeg ikke.
(med et lunefuldt Udtryk.)
Tilgiv mig, Martyr for en fremmed Sag!
Lind.
Hvad mener du?
Falk.
Sig, har du læst idag
Avisen?
Lind.
Nej.
Falk.
Jeg skal dig Bladet skikke;
s. 49
der staar om en, som fik, paa Skjæbnens Bud,
sin gode friske Kindtand trukket ud,
fordi en Fætter af ham led af Tandværk.
Frøken Skjære
(ser ud tillvenstre).
(ser ud tillvenstre).
Der kommer Presten!
Fru Halm.
Vil De se hvor mandstærk!
Styver.
Fem, sex, syv, otte Børn –
Falk.
Det var ubændigt!
Frøken Skjære.
Uf, sligt maa næsten kaldes uanstændigt!
(Man har imidlertid hørt en Vogn standse udenfor tillvenstre. Presten, hans
Kone og otte Smaapiger, alle i Rejsetøj, kommer ind en for en.)
Kone og otte Smaapiger, alle i Rejsetøj, kommer ind en for en.)
Fru Halm
(iler de kommende imøde).
(iler de kommende imøde).
Velkommen, hjerteligt velkommen!
Straamand.
Takk!
Fru Straamand.
Her er visst Gjæstebud –
Fru Halm.
Aa, hvilken Snakk!
Fru Straamand.
For gjør vi Bryderi –
4
s. 50
Fru Halm.
Nej ingenlunde;
De kommer saa tillpas, som tænkes kunde;
min Datter Anna blev forlovet just.
Straamand
(ryster Annas Haand med Salvelse).
(ryster Annas Haand med Salvelse).
Saa lad mig vidne; – Elskov, – Kjærligheden –
det er en Skatt, som ikke Møll og Rust
fortære kan, – hvis der er noget ved den.
Fru Halm.
Men hvor det dog var smukt, De tog de Smaa
herind till Byen med Dem.
Straamand.
Fire Spæde
vi har foruden disse her.
Fru Halm.
Ja saa?
Straamand.
Tre af dem er for smaa till allerede
at fatte Tabet af en kjærlig Fader
i Storthingstiden.
Frøken Skjære
(till Fru Halm, idet hun tager Farvel).
(till Fru Halm, idet hun tager Farvel).
Nu jeg Dem forlader.
Fru Halm.
Aa, hvorfor vil De alt saa tidligt gaa?
Frøken Skjære.
Jeg maa till Byen og fortælle Nyheden;
s. 51
hos Jensens ved jeg man gaar sent till Ro;
jo, Tanterne blir glade, kan De tro.
Min søde Anna, skill dig nu ved Blyheden; –
imorgen er det Søndag; Gratulanter
vil strømme over dig fra alle Kanter!
Fru Halm.
Godaften da!
(till de Øvrige.)
De har vel ej imod
en Draabe The? Fru Straamand, vær saa god!
(Fru Halm, Straamand, hans Kone og Børn, samt Guldstad, Lind og
Anna gaar ind i Huset.)
Anna gaar ind i Huset.)
Frøken Skjære
(idet hun tager sin Kjærestes Arm).
(idet hun tager sin Kjærestes Arm).
Nu vil vi sværme! Styver, ser du hist,
hvor Luna sidder svømmende paa Thronen!
Nej, men du ser jo ikke!
Styver
(tvær).
(tvær).
Aa jo visst;
jeg tænkte bare paa Obligationen.
(de gaar ud tillvenstre. Falk, der under det Foregaaende ufravendt har betragtet
Straamand og hans Kone, blir alene tillbage i Haven. Det er nu fuldkommen
Aften; inde i Huset er tændt Lys.)
Falk.
Alt er som afbrændt, dødt; – en trøstløs Jammer –!
Slig gaar man gjennem Verden, to og to;
tillhobe staar de, som de sorte Stammer,
en Skogbrand levned paa den øde Mo; –
4*
s. 52
saa langt, som Synet rækker, er kun Tørke, –
o, bringer ingen Livets friske Grønt!
(Svanhild kommer ud paa Altanen med et blomstrende Rosentræ, som hun
sætter paa Rækværket.)
Jo en – jo en –!
Svanhild.
Falk! Staar De her i Mørke?
Falk.
Og er ej rædd? Nej, Mørket er just skjønt.
Men sig mig, ræddes ikke De derinde,
hvor Lampen lyser paa de gustne Lig –
Svanhild.
O fy!
Falk.
(ser efter Straamand, som viser sig ved Vinduet).
(ser efter Straamand, som viser sig ved Vinduet).
Han fordum var paa Mod saa rig;
han stred med Verden om en elsket Kvinde;
som Vedtægts Kirkestormer Manden gjaldt,
hans Kjærlighed slog ud i glade Sange –!
Se paa ham nu! I Kisteklæder lange, –
et Tobensdrama om hvor dybt han faldt!
Og Fruentimret med det slunkne Skjørt,
med skjæve Sko, som klasker under Hælene,
hun er den Vingemø, som skulde ført
ham ind till Samfundsliv med Skjønhedssjælene.
Hvad er igjen af Flammen? Neppe Røgen!
Sic transit gloria amoris, Frøken!
Svanhild
Ja det er usselt, usselt dog, det hele;
jeg ved ej nogens Lod, jeg vilde dele.
s. 53
Falk
(rask).
(rask).
Nu vel; vi to gjør Opprør mod en Orden,
som ej Naturens er, men kunstigt skabt!
Svanhild
(ryster paa Hovedet).
(ryster paa Hovedet).
Da, tro De mig, vort Forbunds Sag var tabt,
saa visst, som det, vi træder paa, er Jorden.
Falk.
Nej, der er Sejr, hvor to gaar frem i Enighed.
Vi vil ej sogne mer till Platheds Kirke,
som Led af Trivialitetens Menighed!
Se, Maalet for Personlighedens Virke
er dog at staa selvstændig, sand og fri.
Det svigter ikke jeg og ikke De.
Et Sjæleliv i Deres Aarer banker,
De ejer varme Ord for stærke Tanker,
De vil ej taale Formens Snørliv lagt
om Deres Hjerte, frit maa det pulsere;
De fik ej Stemme till at sekundere
i Fælleskoret efter Vedtægts Takt.
Svanhild.
Og tror De ikke Smerten mangengang
mit Syn har mørknet og gjort Barmen trang?
Jeg vilde bryde mine egne Veje –
Falk.
Ja i den stille Tanke?
s. 54
Svanhild.
Nej, i Daad.
Men saa kom Tanterne med gode Raad, –
de skulde Sagen drøfte, granske, veje – –
(nærmere.)
den stille Tanke, siger De; nej kjækkt et
Forsøg jeg vovede – som Malerinde.
Falk.
Og saa?
Svanhild.
Det glapp, thi Evnen var mig nægtet;
men Frihedstrangen lod sig ikke binde;
bag Stafeliet søgte den Theatret –
Falk.
Den Plan blev sagtens ogsaa omkalfatret?
Svanhild.
Ja efter Forslag af den ældste Tante;
hun foretrak en Plads som Gouvernante – –
Falk.
Men dette her har ingen før mig sagt!
Svanhild.
Naturligvis; de tog sig vel iagt.
(med et Smil.)
De frygted nok, «min Fremtid» skulde lide,
hvis unge Herrer fik den Sag at vide.
Falk
(ser en Stund paa hende med tankefuld Deltagelse).
(ser en Stund paa hende med tankefuld Deltagelse).
Jeg ante længst, at Deres Lod blev slig. –
s. 55
Jeg mindes grant, da førstegang jeg saa Dem,
hvor lidt De tyktes mig de andre lig,
og hvor fast ingen evned at forstaa Dem.
Om Bordet sad det pyntelige Lag,
hvor Theen dufted, – Passiaren surred,
mens Frøkner rødmed og mens Herrer kurred,
lig tamme Duer paa en lummer Dag.
Religionens og Moralens Sag
blev talt af modne Møer og Matroner,
og Husligheden prist af unge Koner,
mens De stod ensom, lig en Fugl paa Tag.
Og da saa Sladderen tillslutt var steget
till Thevandsbakkanal og Prosasvir, –
da skinned De, som Sølvet, vægtigt præget,
imellem stemplet Kobber og Papir.
De var en Mønt ifra et fremmed Rige,
blev her beregnet efter anden Kurs,
var neppe gangbar i en kvik Diskurs
om Vers og Smør og Kunst og mer deslige.
Da – just som Frøken Skjære havde Ordet –
Svanhild
(med et alvorligt Anstrøg).
(med et alvorligt Anstrøg).
Mens Kjæresten stod bag, som Ridder bold,
og bar sin Hatt paa Armen lig et Skjold –
Falk.
Da nikked Deres Moder over Bordet:
«Drikk, Svanhild, førend Theen bliver kold».
Og De drak Theen ud, den lunkne, vamle,
som den blev nydt af Unge og af Gamle.
s. 56
Men Navnet tog mig i det samme Nu;
den vilde Vølsungsaga med sin Gru,
med sine faldne Ætters lange Række,
mig tyktes ind i vor Tid sig at strække;
jeg saa i Dem en Svanhild Nummer to,
i andre Former, efter Tiden lempet.
Bag Reglens Løgnflag er forlænge kjæmpet,
nu fordrer Fylkingen Forlig og Ro;
men haanes Loven i en Samtids Brøde,
da maa for Slægtens Synd en skyldfri bløde.
Svanhild
(med let Ironi).
(med let Ironi).
Jeg tænkte mindst at slige Fantasier,
saa blodige, fik Liv i Thevandsdunst;
men det er sagtens Deres mindste Kunst
at høre Aanders Røst, hvor Aanden tier.
Falk
(bevæget).
(bevæget).
Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres Spott
der glittrer Taarer, – o, jeg ser det godt.
Og jeg ser mer; er De i Støvet traadt,
og æltet till et Ler, hvis Form ej huskes,
da skal af hver en Tusindkunstner fuskes
med Modellerkniv plumpt og dumt og raat.
Vorherres Gjerning Verden plagierer,
den skaber Dem paany – i eget Billed;
den ændrer, lægger till, tar fra, formerer.
Og er De slig paa Postamentet stillet,
da jubler den: Se nu er hun normal!
s. 57
Se hvilken plastisk Ro; som Marmor sval!
Bestraalt af Lys fra Lampen og fra Kronen
hun passer dejligt till Dekorationen!
(griber lidenskabelig hendes Haand.)
Men skal De aandigt dø, da lev forinden!
Vær min i Herrens vaarlige Natur;
De kommer tidsnok i det gyldne Bur.
Der trives Damen, men der sygner Kvinden,
og ene hende elsker jeg i Dem.
Lad andre faa Dem i det nye Hjem;
men her, her sprang min første Livsvaar ud, –
her skjød mit Sangertræ de første Skud,
her fik jeg Vingers Flugt; – hvis De ej svigter,
jeg ved det, Svanhild, – her, her blir jeg Digter!
Svanhild
(blidt bebrejdende idet hun trækker Haanden till sig).
(blidt bebrejdende idet hun trækker Haanden till sig).
O hvorfor siger De mig dette nu?
Det var saa smukt, naar vi i Frihed mødtes.
De skulde tiet; skal da Lykken støttes
af Løftets Ord, for ej at gaa itu!
Nu har De talt, og nu er alt forbi.
Falk.
Nej, jeg har pegt paa Maalet, sætt nu over,
min stolte Svanhild, – hvis De Springet vover.
Vær kjækk; vis De har Mod at være fri!
Svanhild.
At være fri?
Falk.
Ja, det er netopp Frihed,
s. 58
at gjøre heltud Fyldest i sit Kald;
og De, det ved jeg, blev af Himlen viet
till Værn for mig mod Skjønheds Syndefald.
Jeg maa, som Fuglen jeg blev oppkaldt efter,
mod Vinden stige, skal jeg Højden naa;
De er den Luftning, jeg kan vugges paa;
ved Dem faar først min Vinge Bærekræfter.
Vær min, vær min, till De blir Verdens Eje, –
naar Løvet falder, skilles vore Veje.
Syng Deres Sjælerigdom i mig ind,
og jeg skal give Digt for Digt tillbage;
saa kan De ældes under Lampeskin,
som Træet gulner, uden Kval og Klage.
Svanhild
(med undertrykt Bitterhed).
(med undertrykt Bitterhed).
Jeg kan ej takke for den gode Vilje,
skjønt klart den viser Deres Hjertelag.
De ser paa mig, som Barnet paa en Silje,
der skjæres kan till Fløjte for en Dag.
Falk.
Ja det er bedre end i Sumpen staa,
till Høsten kvæler den med Taager graa.
(heftigt.)
De maa! De skal! Ja, det er Deres Pligt
at skjænke mig, hvad Gud Dem gav saa rigt.
Hvad De kun drømmer, gror i mig till Digt!
Se Fuglen der, – uvittigt jeg den slog;
den var for Dem, som Sangens Bøgers Bog.
O svigt mig ikke; syng for mig som den, –
mit Liv skal give Digt for Sang igjen!
s. 59
Svanhild
Og naar De kan mig, og naar jeg er tom,
og sunget har min sidste Sang fra Grenen, –
hvad saa?
Falk
(betragter hende).
(betragter hende).
Hvad saa? Naa ja, saa husk Dem om.
(peger ud i Haven.)
Svanhild
(sagte).
(sagte).
O ja, jeg husker De kan bruge Stenen.
Falk
(ler haanligt).
(ler haanligt).
Det er den Frihedssjæl, De pralte med, –
den, som gad vove, naar kun Maalet var der!
(med Styrke.)
Jeg har Dem Maalet vist; giv nu et Svar, der
for evigt strækker till.
Svanhild.
De Svaret ved:
Paa Deres Veje kan jeg aldrig naa Dem.
Falk
(koldt afbrydende).
(koldt afbrydende).
Saa nok om den Ting; lad saa Verden faa Dem.
Svanhild
(har i Taushed vendt sig fra ham. Hun støtter Hænderne mod Altanens Rækværk
og hviler Hovedet paa dem).
(har i Taushed vendt sig fra ham. Hun støtter Hænderne mod Altanens Rækværk
og hviler Hovedet paa dem).
s. 60
Falk
(gaar nogle Gange frem og tillbage, tar en Cigar opp, standser nær ved hende
og siger efter en Pause):
(gaar nogle Gange frem og tillbage, tar en Cigar opp, standser nær ved hende
og siger efter en Pause):
De finder visst, at det er meget latterligt,
hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?
(holder inde som for at vente paa Svar. Svanhild tier.)
Jeg har forløbet mig, jeg ser det vel;
De kan kun føle søsterligt og datterligt; –
herefter taler jeg med Handsker paa,
slig vil vi to hinanden bedst forstaa. – –
(venter lidt; men da Svanhild blir ubevægelig staaende, vender han sig og
gaar over tillhøjre.)
Svanhild
(løfter Hovedet efter en kort Taushed, ser fast paa ham og nærmer sig).
(løfter Hovedet efter en kort Taushed, ser fast paa ham og nærmer sig).
Nu vil jeg sige Dem et Alvorsord
till Takk for Frelsens Haand, De vilde rakt mig.
De brugte før et Billed, som har vakt mig
till klar Forstand paa Deres «Flugt fra Jord».
De ligned Dem med Falken, der maa stævne
mod Vinden, dersom den skal Højden naa;
jeg var det Vift, der bar Dem mod det Blaa, –
foruden mig var magtløs Deres Evne. –
Hvor jammerligt! Hvor smaat i et og alt, –
ja latterligt, som selv tillslutt De aned!
I frugtbar Jordbund Lignelsen dog faldt;
thi for mit Syn en anden frem den maned,
der ej, som Deres, hinker lam og halt.
Jeg saa Dem, ej som Falken, men som Dragen,
som Digterdrage, dannet af Papir,
hvis eget Jeg en Biting er og blir,
mens Sejlgarnssnoren udgjør Hovedsagen.
s. 61
Den brede Brystning var som skreven fuld
af Fremtidsvexler paa poetisk Guld;
hver Vinge var en Bundt af Epigrammer,
som slaar i Vejr og Vind, men ingen rammer;
den lange Hale var et Tidens Digt,
der skulde synes Slægtens Fejl at pidske,
men som kun drev det till saa smaat at hviske
om et og andet, der har brudt sin Pligt.
Slig laa De magtesløs for mig og bad:
«Aa sætt mig opp i Vester eller Øster!
Aa lad tillvejrs mig gaa med mine Kvad,
selv om det koster Skjænd af Mor og Søster!»
Falk
(knytter Hænderne i stærk indre Bevægelse).
(knytter Hænderne i stærk indre Bevægelse).
Ved Gud i Himmelen –!
Svanhild.
Nej, tro mit Ord,
till slig en Børneleg er jeg for stor:
men De, som fødtes till en Aandens Daad, –
De nøjes med en Flugt mod Skyens Kyster
og hænger Deres Digtliv i en Traad,
som jeg kan slippe naar og hvor jeg lyster!
Falk
(raskt).
(raskt).
Hvad skriver vi idag?
Svanhild
(mildere).
(mildere).
Se, det er smukt;
lad denne Dag en Mærkedag Dem være;
s. 62
lad Farten gaa for egne Vingers Flugt,
saa faar det enten briste eller bære.
Papirets Digtning hører Pulten till,
og kun den levende er Livets Eje;
kun den har Færdselsrett paa Højdens Veje;
men vælg nu mellem begge den De vil.
(nærmere ved ham.)
Nu har jeg gjort, som før De bad mig om:
jeg sunget har min sidste Sang fra Grenen;
det var min eneste; nu er jeg tom; –
hvis nu De lyster, kan De kaste Stenen!
(hun gaar ind i Huset; Falk blir ubevægelig staaende og ser efter hende; langt
ude paa Vandet skimtes en Baad, derfra høres fjernt og dæmpet følgende:)
ude paa Vandet skimtes en Baad, derfra høres fjernt og dæmpet følgende:)
Kor.
Jeg spiler min Vinge, hejser mit Sejl,
suser som Ørn over Livssjøens Spejl;
agter gaar Maagernes Skare.
Overbord med Fornuftens Ballast kun!
Kanhænde jeg sejler min Skude paa Grund;
men saa er det dog dejligt at fare!
Falk
(adspredt, farer opp af sine Tanker).
(adspredt, farer opp af sine Tanker).
Hvad? Sang? Naa ja – det er nok Linds Kvartet;
den øver Jublen ind; se det er rett!
(till Guldstad, som kommer ud med en Støvfrakke paa Armen).
Naa, Herr Grosserer, – lister man sig væk?
Guldstad.
Ja. Lad mig bare først faa paa mig Frakken;
vi Upoeter taaler ikke Trækk,
hos os slaar Aftenluften sig paa Nakken.
Godnatt!
s. 63
Falk.
Grosserer! Før De gaar, – et Ord!
Peg paa en Gjerning for mig, men en stor –!
Paa Livet løs – –!
Guldstad
(med ironisk Eftertryk).
(med ironisk Eftertryk).
Naa, gaa De løs paa Livet,
saa skal De se, det gaar paa Livet løs.
Falk
(ser tankefuld paa ham og siger langsomt):
(ser tankefuld paa ham og siger langsomt):
Der er i kort Begreb Programmet givet.
(udbryder livligt).
Nu er jeg vaagnet af den tomme Døs,
nu har jeg kastet Livets store Tærning,
og De skal se, – ja Fanden ta’e mig –
Gnldstad
.
Fy,
band ikke; sligt gjør ej en Flue sky.
Falk.
Nej, ikke Ord, men Gjerning, bare Gjerning!
Vorherres Arbejdsplan jeg vender om; –
sex Ugedage spildtes med at gabe;
min Verdensbyggning ligger endnu tom; –
imorgen, Søndag – hej, da vil jeg skabe!
Guldstad
(leende).
(leende).
Ja, lad mig se, at De med Kraft tar fatt;
men gaa nu ind og lægg Dem først, Godnatt!
(gaar ud tillvenstre. Svanhild sees i Værelset over Verandaen, hun lukker
Vinduet og ruller Gardinet ned.)
s. 64
Falk.
Nej nu till Daad; forlænge har jeg sovet.
(ser opp till Svanhilds Vindu og udbryder som greben af en stærk Besluttning:)[HIS: Skadet sluttparentes.]
Godnatt! Godnatt! Drøm sødt i denne Natt;
imorgen, Svanhild, er vi to forlovet.
(gaar raskt ud tillhøjre; fra Vandet lyder atter:)
Koret.
Kanhænde du sejler din Skude paa Grund;
men saa er det dog dejligt at fare!
(Baaden glider langsomt vidre idet Teppet falder).
ANDEN AKT.
Søndags Eftermiddag. Pyntede Damer og Herrer drikker Kaffe paa Altanen. Gjennem
de aabne Glasdøre sees flere af Gjæsterne inde i Havestuen; derfra høres følgende:
de aabne Glasdøre sees flere af Gjæsterne inde i Havestuen; derfra høres følgende:
Kor.
Velkommen i vort, de Forlovedes, Lag!
Nu kan I elske for aabne Døre,
nu kan I favnes den lange Dag,
nu kan I kysses efter Behag; –
frygt ikke Lytterens Øre.
Nu kan I sværme saa dejligt, I to;
det har I Lov till ude og hjemme.
Nu kan jer Kjærlighed frit sætte Bo;
plej den og vand den og lad den saa gro;
vis os nu pent I har Nemme!
Frøken Skjære
(inde i Stuen).
(inde i Stuen).
Nej, – at jeg ikke skulde vidst det, Lind;
jeg skulde drillet Dem!
En Dame
(sammesteds).
(sammesteds).
Uf, ja hvor græmmeligt!
5
s. 66
En anden Dame
(i Døren).
(i Døren).
Han skrev vel, Anna?
En Tante.
Nej!
Frøken Skjære
Det gjorde min.
En Dame
(paa Altanen).
(paa Altanen).
Anna, hvorlænge har det været hemmeligt?
(løber ind i Stuen.)
Frøken Skjære.
Imorgen maa du ud og kjøbe Ring.
Flere Damer
(ivrigt).
(ivrigt).
Vi skal ta’e Maal af ham!
Frøken Skjære.
Snakk om en Ting;
det skal hun selv.
Fru Straamand
(paa Altanen, till en Dame med Haandarbejde).
(paa Altanen, till en Dame med Haandarbejde).
De syr med Attersting?
Husjomfruen
(i Døren, med en Brikke).
(i Døren, med en Brikke).
En halv Kopp Kaffe till?
En Dame.
Ja Takk, en Draabe.
s. 67
Frøken Skjære.
Hvor heldigt, at du faar din nye Kaabe
till næste Uge, naar I skal omkring.
En aldrende Dame
(i Stuen ved Vinduet).
(i Stuen ved Vinduet).
Naar gaar vi saa i Udstyrsmagasinet?
Fru Straamand.
Hvad er vel Prisen nu paa Postelinet?
En Herre
(till nogle Damer paa Altanen).
(till nogle Damer paa Altanen).
Lægg Mærke till Herr Lind med Annas Handske.
Nogle af Damerne
(med højrøstet Glæde).
(med højrøstet Glæde).
Ved Gud, han kyssed den!
Andre
(ligesaa idet de springer opp).
(ligesaa idet de springer opp).
Hvad! Er det sandt!
Lind
(viser sig, rød og forlegen indenfor Døren).
(viser sig, rød og forlegen indenfor Døren).
Aa hvilken Snakk!
(fjerner sig.)
Frøken Skjære.
Jo visst, jeg saa det grant!
Styver
(i Døren med en Kaffekopp i den ene Haand og en Tvebak i den anden).
(i Døren med en Kaffekopp i den ene Haand og en Tvebak i den anden).
Nej, man maa ikke Faktum saa forvanske;
jeg attesterer, Vidnerne tar fejl.
5*
s. 68
Frøken Skjære
(indenfor og uden at sees).
(indenfor og uden at sees).
Kom, Anna; still dig foran dette Spejl!
Nogle Damer
(raabende).
(raabende).
De ogsaa, Lind!
Frøken Skjære.
Rygg imod Rygg! Lidt nøjere!
Damerne paa Altanen.
Kom, lad os se, hvormeget han er højere.
(Alle løber ind i Havestuen; Latter og højrøstet Passiar høres en Stund derinde.)
Falk
(som under det foregaaende Opptrin har spadseret omkring i Haven, kommer nu
frem i Forgrunden, standser og ser ind, till Larmen nogenlunde har lagt sig).
(som under det foregaaende Opptrin har spadseret omkring i Haven, kommer nu
frem i Forgrunden, standser og ser ind, till Larmen nogenlunde har lagt sig).
Der slagter de en Elskovs Poesi. –
Hin Fusker, som stak Koen ubehændigt,
saa den i Døden pintes unødvendigt,
han fik sit Vand og Brød i Dage ti; –
men disse – disse der –, de slipper fri.
(knytter Haanden.)
Jeg kunde fristes till –; hyss, tomt er Ordet;
kun Handling fra idag, det har jeg svoret.
Lind
(kommer hastigt og forsigtigt ud af Døren).
(kommer hastigt og forsigtigt ud af Døren).
Naa Gud ske Lov, nu taler de om Smagen;
nu kan jeg slippe –
Falk.
Hej, du er da trygg
s. 69
paa Lykken; Ønskesværmen, tætt, som Mygg,
har surret opp og ned her hele Dagen.
Lind.
De mener det saa vel, den hele Flok;
skjønt noget mindre kunde være nok.
Den Andel, som de tar, er næsten trættende;
at slippe bort en Stund vil være lettende.
(vil gaa ud tillhøjre.)
Falk.
Hvor gaar du?
Lind.
Ned paa Hyblen, har jeg tænkt.
Bank paa, ifald du finder Døren stængt.
Falk.
Men skal jeg ikke hente Anna ud till dig?
Lind.
Nej – vil hun noget, sender hun nok Bud till mig.
Vi taltes ved igaar till langt paa Natt;
da fik jeg hende sagt omtrent det vigtigste;
desuden synes jeg, det er det rigtigste,
at omgaaes sparsomt med sin Lykkes Skatt.
Falk.
Ja du har Rett; man bør for dybt ej gribe
till Dagligbrug –
Lind.
Hyss, lad mig komme væk.
Nu skal jeg faa mig en fornuftig Pibe;
s. 70
jeg har ej røgt tre hele Døgn i Trækk.
Mit Blod har været i en slig Bevægelse;
jeg gik og skalv for at hun skulde vrage mig –
Falk.
Ja du kan trænge till lidt Vederkvægelse.
Lind.
Og du kan tro, at Knasteren skal smage mig.
(gaar ud tillhøjre. Frøken Skjære og nogle andre Damer kommer fra[HIS: Skadet 'a' i 'fra'.]
Havestuen.)
Frøken Skjære
(till Falk).
(till Falk).
Det var visst ham, der gik?
Falk.
Ja det var Vildtet.
Nogle Damer.
At løbe fra os!
Andre.
Fy, det er da Skam!
Falk.
Han er lidt sky endnu, men blir nok tam,
naar han en Ugestid har baaret Skiltet.
Frøken Skjære
(ser sig om).
(ser sig om).
Hvor sidder han?
Falk.
Nu sidder han paa Kvisten
i Havehuset, i vor fælles Rede;
s. 71
(bønligt.)
Men De maa ikke drive ham dernede;
aa, lad ham puste ud!
Frøken Skjære.
Nu vel; men Fristen
blir ikke lang.
Falk.
Aa giv ham et Kvarter, –
saa kan De forfra jo begynde Legen.
Nu er han inde i en engelsk Præken –
Frøken Skjære.
En engelsk –?
Damerne.
Aa, De narrer os! De ler!
Falk.
For ramme Alvor. Han er fast bestemt paa
at modta’e Kald etsteds blandt Emigranterne,
og derfor –
Frøken Skjære
(forskrækket).
(forskrækket).
Gud, han har da ikke gjemt paa
det gale Indfald?
(till Damerne.)
Raab paa alle Tanterne!
Hent Anna og Fru Straamand og Fru Halm!
Nogle Damer
(i Bevægelse).
(i Bevægelse).
Ja, sligt maa hindres!
s. 72
Andre.
Vi maa gjøre Kvalm!
Frøken Skjære.
Der er de; Gudskelov!
(till Anna, der kommer fra Havestuen sammen med Presten, hans Kone og
Børn, Styver, Guldstad, Fru Halm og de øvrige Gjæster.)
Ved du hvad Lind
er fast bestemt paa i sit stille Sind?
At gaa som Prest derover –
Anna.
Ja, jeg ved.
Fru Halm.
Og du har lovet ham –!
Anna
(forlegen).
(forlegen).
At rejse med.
Frøken Skjære
(opprørt).
(opprørt).
Saa har han snakket for dig!
Damerne
(slaar Hænderne sammen).
(slaar Hænderne sammen).
Nej, – hvor snedig!
Falk.
Men husk den indre Trang hos ham –!
Frøken Skjære.
Ja, Gud;
den følger man, naar man er løs og ledig;
men en Forlovet følger blot sin Brud. –
s. 73
Nej, søde Anna, tænk dig om itide;
du er i Hovedstaden barnefødt –?
Falk.
At lide for Ideen er dog sødt!
Frøken Skjære.
Skal man for Kjærestens Ideer lide?
Till sligt er man, ved Gud, dog ikke nødt!
(till Damerne.)
Kom, allesammen!
(tar Anna under Armen.)
Vent; nu skal du høre; –
lad saa ham vide, hvad han har at gjøre.
(de gaar opp mod Baggrunden og ud tillhøjre i ivrig Samtale med flere af
Damerne; de øvrige Gjæster spreder sig i forskjellige Grupper rundt om i Haven.
Falk standser Straamand, hvis Kone og Børn stedse holder sig i hans
Nærhed. Guldstad gaar fra og till under den følgende Samtale.)
Falk.
Herr Pastor, hjælp den unge Troens Kjæmpe,
før de faar Frøken Anna stemt imod ham.
Straamand
(i Embedstone).
(i Embedstone).
Ja Kvinden bør sig efter Manden lempe; – –
(betænkelig.)
Men dersom jeg i Middags rett forstod ham,
saa hviler Kaldet paa en uviss Grund,
og Offeret, som bringes, er nok tvivlsomt –
Falk.
Aa nej, Herr Pastor, døm dog ej for ilsomt.
Jeg tør forsikkre Dem med Haand og Mund,
hans Kald er meget stort og ubestrideligt –
s. 74
Straamand
(oppklaret).
(oppklaret).
Ja, – er han sikkret noget Visst paalideligt
for Aaret, – da er det en anden Sag.
Falk
(utaalmodig).
(utaalmodig).
De stiller foran, hvad jeg sætter bag;
jeg mener Kaldet, – Trangen, – ikke Gagen!
Straamand
(med et følelsesfuldt Smil).
(med et følelsesfuldt Smil).
Foruden den kan ingen vidne i
Amerika, Europa eller Asien, –
kort ingensteds. Ja, dersom han var fri,
min kjære unge Ven, – hvis han var enlig,
var løs og ledig, – naa, da gik det an;
men Lind, som er i fuld forlovet Stand, –
for ham er slig Bestilling ikke tjenlig.
Tænk efter selv; han er en kraftig Mand,
med Tiden maa han stifte lidt Familje; –
jeg forudsætter han har bedste Vilje; –
men Midlerne, min Ven –? «Bygg ej paa Sand»,
saa siger Skriften. Tingen var en anden,
hvis Offeret – –
Falk.
Ja, det er ikke ringe,
det ved jeg nok.
Straamand.
Ja se, – det hjælper Manden!
Naar Offeret man villig er at bringe,
og rigeligt –
s. 75
Falk.
Han villig er, som faa.
Straamand.
Han? Hvordan skal jeg Deres Ord forstaa?
I Standens Medfør skal han Offer tage,
men ikke bringe –
Fru Straamand
(ser ud i Baggrunden).
(ser ud i Baggrunden).
Der er de tillbage.
Falk
(stirrer et Øjeblik forbauset paa ham, forstaar ham pludselig og brister i Latter).
(stirrer et Øjeblik forbauset paa ham, forstaar ham pludselig og brister i Latter).
Hurra for Offeret; – ja det, som blir
till Højtids bragt – i struttende Papir!
Straamand.
For gaar man Aaret rundt i Tøm og i Trindse,
saa har man det igjen till Jul og Pindse.
Falk
(lystig).
(lystig).
Og «Kaldet» lydes – naar det er tillstrækkeligt, –
selv om man hører till Familjeskafferne!
Straamand.
Forstaar sig; er man sikkret noget klækkeligt,
saa bør man vidne selv blandt Zulukafferne.
(dæmpet.)
Nu skal jeg tage hende med det gode.
(till en af Smaapigerne.)
Min lille Mette, hent mig ud mit Hode.
s. 76
Klodshodet mener jeg, mit Barn, forstaa mig –
(føler bag i Frakkelommen.)
nej vent et Øjeblik; – jeg har det paa mig.
(gaar oppover og stopper sin Pibe, fulgt af Kone og Børn.)
Guldstad
(kommer nærmere).
(kommer nærmere).
De spiller nok en Smule Slange her
i Elskovsparadiset, kan jeg skjønne?
Falk.
Aa, Kundskabstræets Karter er saa grønne;
de frister ingen.
(till Lind, som kommer fra højre.)
Naada, – er du der?
Lind.
Men Gud forbarme sig, hvor der ser ud
paa Værelset; – der ligger Lampen knækket,
Gardinet revet ned, vor Staalpen brækket,
og over Kakkelovnspladen flyder Blækket –
Falk
(slaar ham paa Skuldren).
(slaar ham paa Skuldren).
Det Hærværk bær min Livsvaars første Bud.
Forlænge har jeg siddet bag Gardiner
og digtet skriftligt under Lampen tændt;
nu er min døde Stuedigtning endt; –
med Herrens Solskin jeg i Dagen triner; –
min Vaar er kommen og min Sjæls Forvandling;
herefter digter jeg i Daad og Handling.
Lind.
Ja digt for mig i hvad du vil; men vent
ej derfor, at min Svigermor er tjent
med Tabet af de malede Gardiner.
s. 77
Falk.
Hvad! Hun, som offrer alt paa de Logerende,
selv Søsterbørn og Døttre, – skulde hun
ta’e slig en Smaating opp med sure Miner!
Lind
(vred).
(vred).
Det er usømmeligt i Bund og Grund,
ja for os begge to kompromitterende!
Dog hun og du om det; men Lampen var
min Ejendom med baade Glas og Kuppel –
Falk.
Aa pyt, – den volder mig da ingen Skruppel;
du har Vorherres Sommer lys og klar, –
hvad skal saa Lampen till?
Lind.
Du er mærkværdig;
du glemmer rent at Sommeren er kort.
Jeg tænker nok, skal jeg till Jul bli færdig,
det gjælder, ej at sløse Tiden bort.
Falk
(med store Øjne).
(med store Øjne).
Du tænker fremad?
Lind.
Ja, det gjør jeg rigtignok;
jeg skulde tro, Examen er en vigtig nok –
Falk.
Men husk iaftes! Husk: Du gaar og lever;
berust i Nuet intet mer du kræver, –
s. 78
selv ej et middelmaadigt Haud till Jul; –
du har jo fanget Lykkens fagre Fugl;
du har en Følelse, som om du stod
med Verdens Rigdom drysset for din Fod!
Lind.
Det har jeg sagt; men sligt er at forstaa,
naturligvis, cum grano salis –
Falk.
Naa!
Lind.
Om Formiddagen vil jeg nyde Lykken,
det er jeg fast bestemt paa.
Falk.
Det er kjækkt!
Lind.
Jeg maa jo hilse paa min nye Slægt,
saa Tiden gaar alligevel tillspilde;
men nogen yderligere Forrykken
af Timeplanen lønned sig nok ilde.
Falk.
Og endda vilde du i forrige Uge
gaa i den vide Verden ud med Sang.
Lind.
Ja, men jeg skjønte Turen blev for lang;
de fjorten Dage kan jeg bedre bruge.
Falk.
Nej, du blev hjemme af en anden Grund;
du snakked noget om at Dalens Bund
for dig har Højfjeldsluft og Fuglekvidder.
s. 79
Lind.
Ja visstnok, – Luften her er meget sund;
men den kan nydes, om man ogsaa sidder
i regelmæssigt Arbejd med sin Bog.
Falk.
Men Bogen var det jo, der ej forslog,
som Himmelstige –
Lind.
Uf, hvor du er stædig;
sligt siger man, naar man er løs og ledig –
Falk
(ser paa ham og folder Hænderne i stille Forbauselse).
(ser paa ham og folder Hænderne i stille Forbauselse).
Du ogsaa, Brutus!
Lind
(med et Anstrøg af Forlegenhed og Ærgrelse).
(med et Anstrøg af Forlegenhed og Ærgrelse).
Kom dog vel ihu,
at jeg har andre Pligter, jeg, end du.
Jeg har min Kjæreste. Se alle andre
Forlovede, selv Folk med lang Erfaring,
som du forhaabentlig dog ej vil klandre, –
de paastaar alle, dersom to skal vandre
igjennem Livet, saa –
Falk.
Spar din Forklaring.
Hvem gav dig den?
Lind.
Aa, for Exempel Styver,
og det er dog en Mand, som ikke lyver.
s. 80
Og Frøken Skjære, som er saa erfaren,
hun siger –
Falk.
Naa, men Presten og hans Maren?
Lind.
Ja, det er mærkeligt med disse to;
der hviler over dem en Sindets Ro –
tænk dig, hun kan ej huske sin Forlovelse,
har ganske glemt, hvad den Ting er, at elske.
Falk.
Ja, det er Følgen af enhver Forsovelse, –
Erindringsfuglene blir rent rebelske.
(lægger Haanden paa hans Skulder og ser ironisk paa ham.)
Du, kjære Lind, – du sov visst sødt inatt?
Lind.
Till langt paa Dag; jeg gik tillsengs saa matt,
og dog paa samme Tid i slig en Rørelse;
jeg frygted næsten, jeg var bleven gal.
Falk.
Aa ja, du led jo af et Slags Forgjørelse.
Lind.
Men Gud ske Lov, saa vaagned jeg normal.
(Under dette Opptrin har Straamand af og till vist sig spadserende i Bag-
grunden i ivrig Samtale med Anna; Fru Straamand og Børnene følger
bagefter. Frøken Skjære viser sig nu ogsaa; tilligemed hende Fru Halm
og endel andre Damer.)
grunden i ivrig Samtale med Anna; Fru Straamand og Børnene følger
bagefter. Frøken Skjære viser sig nu ogsaa; tilligemed hende Fru Halm
og endel andre Damer.)
Frøken Skjære
(endnu før Indtrædelsen).
(endnu før Indtrædelsen).
Herr Lind!
s. 81
Lind
(till Falk).
(till Falk).
Der er de efter mig igjen!
Kom, lad os gaa.
Frøken Skjære.
Nej bi; hvor skal De hen?
Lad os ihast faa Ende paa Uenigheden,
som De og Deres Kjæreste er kommen i.
Lind.
Er vi uenige?
Frøken Skjære
(viser mod Anna, som staar længre inde i Haven).
(viser mod Anna, som staar længre inde i Haven).
Ja, læs selv Dommen i
hint taarerige Blik. Det gjælder Menigheden
der over i Amerika.
Lind.
Men, Gud,
hun var jo villig –
Frøken Skjære
(spodsk).
(spodsk).
Jo, det ser saa ud!
nej, Kjære, De vil anderledes dømme,
naar vi faar drøftet Sagen mer i Ro.
Lind.
Men denne Strid for Troen, den er jo
min Fremtids bedste Drøm!
Frøken Skjære.
Aa, hvem vil tro
i vor civiliserte Tid paa Drømme?
6
s. 82
Se, Styver drømte nu forleden Natt,
der kom et Brev, som var saa selsomt kantet –
Fru Straamand.
At drømme sligt er Forbud for en Skatt.
Frøken Skjære
(med et Nikk).
(med et Nikk).
Ja, – næste Dag han blev for Byskatt pantet.
(Damerne slaar Kreds om Lind og gaar samtalende med ham oppover i Haven.)
Straamand
(fortsættende till Anna, der næsten søger at undgaa ham).
(fortsættende till Anna, der næsten søger at undgaa ham).
Af disse Grunde, kjære unge Barn,
af disse Grunde, hentet fra Fornuften,
ja fra Moralen og tilldels fra Skriften,
De indser nu, at slig en Meningsskiften
maa kaldes ganske greben ud af Luften.
Anna
(halvt grædende).
(halvt grædende).
Ja, Gud, – jeg er endnu saa uerfaren – –
Straamand.
Og det er saa naturligt, at man har en
utidig Frygt for Faren og for Snaren;
men lad ej Tvivlen faa Dem i sit Garn, –
vær uforsagt; spejl Dem i mig og Maren!
Fru Straamand.
Ja jeg har hørt idag af Deres Moder,
at jeg var ligesaa forknytt, som De,
da vi fik Kaldet –
s. 83
Straamand.
Det var og fordi
hun skulde bort fra Hovedstadens Goder; –
men da vi havde samlet nogle Skillinger,
og da vi havde faat de første Tvillinger,
saa gik det over.
Falk
(sagte till Straamand).
(sagte till Straamand).
Bravo! De er stor
som Taler!
Straamand
(nikker till ham og vender sig atter till Anna).
(nikker till ham og vender sig atter till Anna).
Hold De derfor Deres Ord!
Skal Mennesket forsage? Falk fortæller,
at Kaldet ikke er saa ringe heller; –
saa var det jo?
Falk.
Nej, Pastor –
Straamand.
Jo ved Gud –!
(till Anna.)
Saa noget Visst kan deraf gjøres ud.
Og er det saa; hvi skal vi da forsage?
sku om Dem i de længst fremfarne Dage!
se Adam, Eva, Dyrene i Arken –
se Liljerne i Luften – Fuglene paa Marken –
de Fugle smaa – de Fugle smaa – de Fiske – –
(vedbliver dæmpet idet han fjerner sig med Anna.)
6*
s. 84
Falk
(idet Frøken Skjære og Tanterne kommer med Lind).
(idet Frøken Skjære og Tanterne kommer med Lind).
Hurra! Der kommer Kjærnetropper friske;
den hele gamle Garde i Gevær!
Frøken Skjære.
Naa, det er godt vi finder hende her.
(dæmpet.)
Vi har ham, Falk! – Nu till Veninden der.
(nærmer sig Anna.)
Straamand
(med en afværgende Bevægelse).
(med en afværgende Bevægelse).
Hun trænger ingen verdslig Overtalelse;
ej gjøres der, hvor Aanden har gjort sit,
Behov at Verden –
(beskeden.)
har jeg virket lidt,
saa fik jeg Kraft – –!
Fru Halm.
Naa, uden al Forhalelse
Forsoning da!
Tanterne
(rørte).
(rørte).
O Gud, hvor det er smukt!
Straamand.
Ja, gives vel et Sind, saa døvt og lukkt,
at ej det finder sligt et Opptrin gribende?
det er saa skjærpende, det er saa slibende,
det er saa vækkende, at see et ungt
umyndigt Barn, som bringer Offret, tungt,
men villigt dog paa Pligtens Alter.
s. 85
Fru Halm.
Ja,
men hendes Slægt har ogsaa været virksom.
Frøken Skjære.
Ja jeg og Tanterne, – det ved jeg da!
De, Lind, De ejer hendes Hjertes Nøgle;
men vi, Veninderne, vi har en Dirk, som
kan lukke opp, hvor Nøglen ej forslaar; –
(trykker hans Haand.)
Og hvis det trænges i de senere Aar,
saa kom till os, – vort Venskab kan ej gjøgle.
Fru Halm.
Ja, vi er om jer, hvor I staar og gaar –
Frøken Skjære.
Og skjærmer jer mod Tvedragts fæle Øgle.
Straamand.
O denne Klynge! Kjærlighed og Venskab!
en Stund, saa glad, og dog saa vemoddryssende!
(vender sig till Lind.)
Men, unge Mand, lad Tingen faa en Endskab;
(fører Anna till ham.)
Tag hen din Brud, – din Brud tag hen – og kyss hende!
Lind
(rækker Anna Haanden).
(rækker Anna Haanden).
Jeg rejser ej!
Anna
(paa samme Tid).
(paa samme Tid).
Jeg følger med!
s. 86
Anna
(forbauset).
(forbauset).
Du rejser ej?
Lind
(ligesaa).
(ligesaa).
Du følger?
Anna
(med et hjælpeløst Blik paa de omstaaende).
(med et hjælpeløst Blik paa de omstaaende).
Men, Gud, saa skilles vi jo ligefuldt!
Lind.
Ja, hvad er det?
Damerne.
Hvad nu!
Frøken Skjære
(ivrig).
(ivrig).
Nej, her sig dølger
en Misforstaaelse –
Straamand.
Hun loved huldt,
at rejse med!
Frøken Skjære.
Og Lind svor højt at blive!
Falk
(leende)
(leende)
De begge føjed sig; hvad fattes da?
Straamand.
Nej, de Forvikklinger er mig for stive!
(gaar opp mod Baggrunden.)
s. 87
Tanterne
(i Munden paa hverandre).
(i Munden paa hverandre).
Men Herregud, hvem kommer Striden fra?
Fru Halm
(till Guldstad og Styver, som har spadseret udenfor i Haven og nu
nærmer sig).
(till Guldstad og Styver, som har spadseret udenfor i Haven og nu
nærmer sig).
Her er Uenighed paa alle Kanter.
(taler sagte med dem.)
Fru Straamand
(till Frøken Skjære, idet hun ser at Havebordet dækkes).
(till Frøken Skjære, idet hun ser at Havebordet dækkes).
Nu faar vi Thevand.
Frøken Skjære
(kort).
(kort).
Gudskelov.
Falk.
Hurra
for Venskab, Thevand, Kjærlighed og Tanter!
Styver.
Men dersom Sagen hænger saadan sammen,
saa kan den endes lett till alles Gammen.
Processen hviler paa en Paragraf,
som siger: Konen skal sin Husbond følge.
Dens Ord er klare, det kan ingen dølge –
Frøken Skjære.
Ja saa; men hvor blir da Forliget af?
Straamand.
Hun lyde maa en Lov, som kom fraoven –
Styver.
Men saa kan Lind jo eludere Loven; –
s. 88
(henvendt till Lind.)
Hal Rejsen ud, og rør Dem ej af Pletten.
Tanterne
(glade).
(glade).
Ja det gaar an!
Fru Halm.
Ja visst!
Frøken Skjære.
Saa skilles Trætten.
(Svanhild og Pigerne har imidlertid dækket Thebordet nedenfor Altantrappen.
Paa Fru Halms Oppfordring sætter Damerne sig om Bordet. Det øvrige Selskab
tager Plads dels paa Altanen og i Lysthuset, dels rundt om i Haven. Falk
sidder paa Altanen. Under det følgende drikkes The.)
Paa Fru Halms Oppfordring sætter Damerne sig om Bordet. Det øvrige Selskab
tager Plads dels paa Altanen og i Lysthuset, dels rundt om i Haven. Falk
sidder paa Altanen. Under det følgende drikkes The.)
Fru Halm
(smilende).
(smilende).
Saa trak det lille Uvejr da forbi.
Slig Sommerregn gjør godt, naar den er over;
da skinner Solen dobbelt smukt, og lover
en Eftermiddagsstund for Skyer fri.
Frøken Skjære.
Ja, Kjærlighedens Blomst behøver større
og mindre Regnskyll for at holdes frisk.
Falk.
Den dør, saasnart den bringes paa det Tørre;
for saavidt har den Lighed med en Fisk –
Svanhild.
Nej, Kjærligheden lever jo af Luften –
Frøken Skjære.
Og den maa Fisken dø i –
s. 89
Falk.
Ganske sandt.
Frøken Skjære.
Der kan De se, vi Deres Tunge bandt!
Fru Straamand.
Den The er god, det kjender man paa Duften.
Falk.
Naa lad det blive da ved Blomsterlignelsen.
Den er en Blomst; thi nægtes den Velsignelsen
af Himlens Regn, saa hartad den gaar fløjten – –
(standser.)
Frøken Skjære.
Hvad da?
Falk
(med et galant Buk).
(med et galant Buk).
Da kommer Tanterne med Sprøjten. –
Men Lignelsen har Digterne nu brugt,
og Godtfolk gjennem Snese Slægter slugt, –
og endda er den for de fleste taaget;
thi Blomstervrimmelen er stor og broget.
Sig, hvilken særlig Blomst er Kjærligheden?
Nævn den, som har den største Lighed med den.
Frøken Skjære.
Den er en Rose; Gud, det ved enhver; –
den laaner Livet jo et Rosenskjær.
En ung Dame.
Den er en Hvidvejs, voxer under Sneen;
først naar den springer ud, faar Verden se’en.
s. 90
En Tante.
Den er en Løvetand, som trives bedst,
naar den blir knust af Mandshæl eller Hest,
ja skyder Skud, naar nedtraadt den er blevet,
som Digter Pedersen saa smukt har skrevet.
Lind.
Vaarklokken er den; i dit unge Sind
den ringer Livets Pindsehøjtid ind.
Fru Halm.
Nej, den er Eviggrønt, som ej staar brun i
December selv, saa lidt som midt i Juni.
Guldstad.
Nej, den er islandsk Mos i Godvejr høstet:
den læger Frøkener med Ondt for Brystet.
En Herre.
Den er en vild Kastanje, – meget priselig
som Kakkelovnsved, men Frugten er uspiselig.
Svanhild.
Nej, en Kamelia; som før Konvallerne,
den er jo Damers Hovedpynt paa Ballerne.
Fru Straamand.
Nej den er lig en Blomst, som var saa nett; –
bi lidt – den var nok graa – nej violet; –
hvad hed den nu –? Lad se – den ligned dem, som – –;
nej, det er mærkeligt, hvor jeg er glemsom.
Styver.
Hvert Blomsterbilled gaar paa halte Ben.
Den ligner snarere en Blomsterpotte:
s. 91
ad Gangen har den ikkun Plads for en,
men efterhaanden kan den rumme otte.
Straamand
(i Børneflokken).
(i Børneflokken).
Nej, Kjærligheden er et Pæretræ;
om Vaaren pære- blomster- hvid, som Sne;
lidt udpaa Aaret Blomsterne sig arter
till fler og flere store grønne Karter;
af Faderstammens Safter de sig nærer; –
med Gudshjælp blir de allesammen Pærer.
Falk.
Saa mange Hoveder, saa mange Sind!
nej, alle famler de paa gale Veje.
Hver Lignelse er skjæv; men hør nu min; –
den kan paa hver en Vis De sno og dreje.
(rejser sig i Talerstilling.)
Der gror en Plante i det fjerne Øst;
dens Odelshjem er Solens Fætters Have –
Damerne.
Aa, det er Theen!
Falk.
Ja.
Fru Straamand.
Han har en Røst,
som Straamand, naar han –
Straamand.
Bring ham ej af Lave.
s. 92
Falk.
Den har sit Hjem i Fabellandets Dale,
vel tusind Mile bagom Ørkner golde; –
fyld Koppen, Lind! Saa Takk. Nu skal jeg holde
om The og Kjærlighed en Thevandstale.
(Gjæsterne rykker nærmere sammen.)
Den har sit Hjem i Eventyrets Land;
ak, der har ogsaa Kjærligheden hjemme.
Kun Solens Sønner, ved vi, fik Forstand
paa Urtens Dyrkning, paa dens Røgt og Fremme.
Med Kjærligheden er det ligesaa.
En Draabe Solblod maa i Aaren slaa,
hvis Kjærlighed skal skyde Rod derinde,
skal grønnes, gro, og frem till Blomstring vinde.
Frøken Skjære.
Men Kina er et meget gammelt Land,
saa Theens Ælde deraf sluttes kan –
Straamand.
Den var visst till før Tyrus og Jerusalem.
Falk.
Ja den var kjendt, da salig Herr Methusalem
i Billedbogen bladed paa sin Skammel –
Frøken Skjære
(triumferende).
(triumferende).
Og Kjærlighedens Væsen er jo ungt!
at finde Lighed her, vil falde tungt.
Falk.
Nej, Kjærligheden er og meget gammel;
s. 93
den Læresættning underskriver vi jo
saa troende, som Folk i Kap og Rio; –
ja, fra Neapel og till Nord for Brevig
der gives dem, der paastaar den er evig; –
naa, deri er vel nogen Overdrivelse, –
men gammel er den over al Beskrivelse.
Frøken Skjære.
Men Kjærlighed og Kjærlighed er et;
af The der gives baade god og slett.
Fru Straamand.
Ja, man har The i mange Kvaliteter.
Anna.
De grønne Foraarsspirer allerførst –
Svanhild.
Den Slags er kun for Solens Døttres Tørst.
En ung Dame.
Man skildrer den berusende som Æther –
En anden.
Som Lotos duftende, og sød som Mandelen.
Guldstad.
Den forekommer aldrig her i Handelen.
Falk
(som imidlertid er traadt ned fra Altanen).
(som imidlertid er traadt ned fra Altanen).
Ak, mine Damer, hver i sin Natur
har og et særligt lidet «himmelsk Rige».
Der knopped sig af Spirer tusind slige
bag Blyheds faldende Kinesermur.
s. 94
Men Fantasiens smaa Kineserdukker,
som sidder i Kioskens Ly og sukker,
som drømmer vidt – saa vidt –, med Slør om Lænderne,
med gyldne Tulipaners Flor i Hænderne, –
till dem I Førstegrødens Knopper sanked;
jer var det et hvad Høst der siden vanked.
Se, derfor naaer till os, med Grus og Stilke,
en Efterslætt, mod hin, som Hamp mod Silke, –
en Høst, som faaes af Træet ved at sparke det –
Guldstad.
Det er den sorte The.
Falk
(med et Nikk).
(med et Nikk).
Den fylder Markedet.
En Herre.
Saa taler Holberg om en The de Beuf –
Frøken Skjære
(snærpet).
(snærpet).
Den er visst ubekjendt for Nutidsganer.
Falk.
Der gives og en Kjærlighed de Beuf;
den slaar sin Mand for Panden – i Romaner,
og skal nok spores fra og till i Tøf-
felhæren under Ægteskabets Faner.
Kort, der er Lighed, hvor De mindst det tror.
Saaledes siger jo et gammelt Ord,
at Theen lider, mister noget af et
Aroma, som i Plantens Indre bor,
ifald till os den føres over Havet.
s. 95
Igjennem Ørknen maa den, over Bakkerne, –
maa svare Told till Russen og Kosakkerne; –
de stempler den, saa faar den vidre fare,
saa gjælder den blandt os for ægte Vare.
Men gaar ej Kjærligheden samme Vej?
Igjennem Livets Ørk? Hvad blev vel Følgerne,
hvad Skrig, hvad Verdens Dom, hvis De, hvis jeg,
bar kjækkt vor Elskov over Frihedsbølgerne!
«Gud, den har tabt Moralens Krydderi!»
«Legalitetens Duft er rent forbi!»
Straamand
(rejser sig).
(rejser sig).
Ja, Gudskelov, – i sædelige Lande
er slige Varer endnu Kontrabande!
Falk.
Ja, skal den hertillands passere frit,
saa maa den gjennem Reglernes Siberien,
hvor ingen Havluft skade kan Materien; –
saa maa den vise Segl og sort paa hvidt
fra Kirkeværge, Organist og Klokker,
fra Slægt og Venner, Kjendinger og Pokker,
og mange andre brave Mænd, foruden
det Fripas, som den fik af selve Guden. –
Og saa det sidste store Lighedspunkt;
se hvor Kulturens Haand har lagt sig tungt
paa «Himmelriget» i det fjerne Østen;
dets Mur forfalder og dets Magt er sprængt,
den sidste ægte Mandarin er hængt,
profane Hænder alt besørger Høsten.
s. 96
Snart «Himlens Rige» er en Saga blot,
et Eventyr, som ingen længer tror paa;
den hele Verden er et graat i graat; –
Vidunderlandet har vi kastet Jord paa.
Men har vi det, – hvor er da Kjærligheden?
Ak, da er ogsaa den jo vandret heden!
(løfter Koppen ivejret.)
Naa, lad forgaa, hvad Tiden ej kan bære; – –
en Thevandsskaal till salig Amors Ære!
(drikker ud; stærk Uvilje og Bevægelse i Selskabet.)
Frøken Skjære.
Det var en meget sælsom Brug af Ordet!
Damerne.
At Kjærligheden skulde være død –!
Straamand.
Her sidder den jo sund og rund og rød
i alskens Skikkelser om Thevandsbordet.
Her har vi Enken i sin sorte Dragt –
Frøken Skjære.
Et trofast Ægtepar –
Styver.
Hvis Elskovspagt
kan lægge mangt et haandfast Pant irette.
Guldstad.
Derefter kommer Kjærlighedens lette
Kavalleri, – de mange Slags Forlovede.
s. 97
Straamand.
Først Veteranerne, hvis Forbund vovede
at trodse Tidens Tand –
Frøken Skjære
(afbryder).
(afbryder).
Og saa Eleverne
i første Klasse, – Parret fra igaar –
Straamand.
Kort, her er Sommer, Vinter, Høst og Vaar;
den Sandhed kan De tage paa med Næverne,
med Øjne se, og høre den med Øren –
Falk.
Nu ja?
Frøken Skjære.
Og endda viser De den Døren!
Falk.
De har nok højlig misforstaaet mig, Frøken.
Naar har jeg nægtet disse Ting var till?
Men De maa komme vel ihug, at Røgen
er ikke altid just Bevis paa Ild.
Jeg ved saa saare vel, man tar till Ægte,
Familje stiftes, og deslige Ting;
De skal visst aldrig høre mig benægte,
at der i Verden findes Kurv og Ring,
at rosenrøde smaa Billetter skrives,
og lukkes med et Duepar, som – kives,
at der gaar Kjærester i hver en Gade,
at Gratulanterne faar Chocolade,
7
s. 98
at Skikk og Brug har formet et Reskript
med egne Regler for enhver «Forliebt»; – –
men Herregud, vi har jo og Majorer,
et Arsenal med stort Materiel,
her findes Trommer, Huggerter og Sporer, –
men hvad beviser saa det hele vel?
Blot at vi ejer Folk med Sværd ved Belte,
men ingenlunde at vi ejer Helte.
Ja, selv om hele Lejren fuld af Telte stod, –
var det da derfor sagt der gaves Heltemod?
Straamand.
Naa, Billighed i alt; oprigtig talt
det er ej altid just i Sandheds Tjeneste,
naar unge Folks Forelskelse blir malt
saa stærk og saa, – ja, som det var den eneste.
Paa den er ej till hver en Tid at bygge;
nej, først i Ægteskabets Huslig-Hygge
staar Kjærligheden grundet paa en Klippe,
som aldrig svigter og som ej kan glippe.
Frøken Skjære.
Da er jeg af en ganske anden Mening.
Jeg skulde tro to Hjerters fri Forening,
som løses kan idag, men aarvis varer,
dog Kjærlighedens Ægthed bedst forsvarer.
Anna
(med Varme).
(med Varme).
O, nej, – et Forhold, som er friskt og ungt,
er dog paa Kjærne mere rigt og tungt.
s. 99
Lind
(tankefuld).
(tankefuld).
Hvem ved om ej det dufter af Ideen,
som Frøknens Hvidvejs, ikkun under Sneen.
Falk
(pludselig udbrydende).
(pludselig udbrydende).
Du faldne Adam! Det var Hjemve-Tanken,
som søgte Eden bagom Gjærdeplanken!
Lind.
Hvad Snakk!
Fru Halm
(krænket, till Falk, idet hun rejser sig).
(krænket, till Falk, idet hun rejser sig).
Det er just intet Venskabsstykke,
at vække Tvist, hvor vi har stiftet Fred;
frygt ej for Deres Ven og for hans Lykke –
Nogle Damer.
Nej, den er viss!
Andre.
Ja, det vi sikkert ved.
Fru Halm.
Vel har hun ej lært Kogebog i Skolen,
men det skal læres endnu denne Høst.
Frøken Skjære.
Till Brylluppet hun selv broderer Kjolen.
En Tante
(klapper Anna paa Hovedet).
(klapper Anna paa Hovedet).
Og blir fornuftig saa det er en Lyst.
7*
s. 100
Falk
(ler højt).
(ler højt).
O du Fornuft-Karrikatur, som dræber
med Galskabs Hallingdans paa Vennelæber!
Var det Fornuftighed, han vilde finde?
Var det en Kogebogsprofessorinde?
Han kom herind som Vaarens glade Svend,
han kaared Havens unge vilde Rose.
I drog den opp for ham; – han kom igjen; –
hvad bar saa Busken? Hyben!
Frøken Skjære
(stødt).
(stødt).
Vil De skose?
Falk.
En nyttig Frugt till Husbrug, – ja, ved Gud!
Men Hybnen var dog ej hans Vaardags Brud.
Fru Halm.
Ja hvis Herr Lind har søgt en Balheltinde,
saa er det slemt; hun er ej her at finde.
Falk.
O ja, – jeg ved, der drives jo et Døgn-
koketteri med Huslighedens Tanke;
det er et Rodskud af den store Løgn,
der gror i Højden, lig en Humleranke.
Jeg tar ærbødig Hatten af, min Frue,
for «Balheltinden»; hun er Skjønhedsbarn, –
og Idealet spænder gyldne Garn
i Ballets Sal, men knapt i Ammens Stue.
s. 101
Fru Halm
(med undertrykt Forbittrelse).
(med undertrykt Forbittrelse).
Herr Falk, slig Adfærd har en nem Forklaring.
Forlovet Mand er tabt for Venners Lag;
det er nok Kjærnen i den hele Sag;
jeg har i det Kapitel god Erfaring.
Falk.
Naturligvis; – syv Søsterdøttre gifte –
Fru Halm.
Og gifte lykkeligt!
Falk
(med Eftertrykk).
(med Eftertrykk).
Ja, er det visst?
Guldstad.
Hvad nu!
Frøken Skjære.
Herr Falk!
Lind.
Er det din Agt at stifte
Uenighed!
Falk
(med Udbrudd).
(med Udbrudd).
Ja Krig og Splid og Tvist!
Styver.
Du, som er Lægmand, en Profan i Faget!
Falk.
Ja lad det gaa; jeg hejser endda Flaget!
Ja Krig jeg vil med Hænder og med Fødder,
en Krig mod Løgnen med de stærke Rødder,
s. 102
mod Løgnen, som I røgtet har og vandet,
saa frækkt den knejser og ser ud som Sandhed!
Styver.
Jeg protesterer mod alt ubevist,
og forbeholder mig Regres – –
Frøken Skjære.
Ti stille!
Falk.
Saa det er Kjærlighedens friske Kilde,
som hvisker om, hvad Enken har forlist, –
hin Kjærlighed, som sletted «Savn» og «Klage»
af Sproget ud i Lykkens lyse Dage!
Saa det er Kjærlighedens Sejersflod,
som ruller gjennem Ægteparrets Aarer, –
hin Kjærlighed, som kjækkt paa Skandsen stod,
og traadte Skikk og Vedtægt under Fod,
og lo af alle Verdens kloge Daarer!
Saa det er Kjærlighedens Skjønhedsflamme,
som holder en Forlovelse igang
i lange Aar! Ja saa! Det er den samme,
som ildned selv Kontorets Søn till Sang!
Saa det er Kjærlighedens unge Lykke,
som frygter Farten over Havets Hvælv,
som kræver Offer, skjønt i fagrest Smykke
den skulde straale – offrende sig selv! –
O nej, I Løgnens Dagligdagsprofeter,
kald Tingen engang med sit rette Navn;
kald Enkestandens Rørelser for Savn,
og Ægtestandens Vane, som de heder!
s. 103
Straamand.
Nej, unge Mand, slig Frækkhed er for stor!
Der er Bespottelse i hvert et Ord!
(træder Falk tætt under Øjnene.)
Nu axler jeg mit gamle Skind till Striden
for arvet Tro imod den nye Viden!
Falk.
Jeg gaar till Kampens Højtid som till Fest.
Straamand.
Godt! De skal se mig trodse Kugleregnen! –
(nærmere.)
Et viet Par er helligt, som en Prest –
Styver
(paa Falks anden Side).
(paa Falks anden Side).
Og et forlovet –
Falk.
Halvt om halvt, som Degnen.
Straamand.
Se disse Børn; – De ser den – denne Klynge?
Den kan paa Forhaand mig Viktoria synge!
Hvor var det muligt at – hvor var det gjørligt – –;
nej, Sandheds Ord er mægtigt, ubønhørligt; –
at stoppe Øret till, kan kun en Taabe.
Se, – disse Børn er Elskovsbørn tillhobe – – –!
(standser forvirret.)
Ja det vil sige – nej, naturligvis –!
Frøken Skjære
(vifter sig med Lommetørklædet).
(vifter sig med Lommetørklædet).
Det er en meget uforstaaelig Tale.
s. 104
Falk.
Se der leverer De jo selv Bevis;
et af de ægte, gode, nationale.
De skjelner mellem Ægteskabets Panter,
og Elskovs ditto; – deri gjør De klogt;
der Forskjel er, som mellem raat og kogt,
som mellem Markens Blomst og Potteplanter.
Hos os er Kjærligheden snart en Videnskab;
forlængst den hørte opp at være Lidenskab.
Hos os er Kjærligheden som et Fag;
den har sit faste Laug, sit eget Flag;
den er en Stand af Kjærester og Ægtemænd, –
de passer Tjenesten og kan nok mægte den;
thi der er Samhold, som i Havets Tangforgrening.
Alt, hvad Etaten mangler, er en Sangforening –
Guldstad.
Og en Avis!
Falk.
Godt! I skal faa Avisen!
Det var en god Ide; vi har jo Blade
for Børn og Damer, Troende og Skytter.
Jeg haaber ingen spørger efter Prisen.
Der skal I faa at se, som paa Parade,
hvert Baand, som Per og Poul i Byen knytter;
der rykkes ind hvert rosenfarvet Brev,
som Vilhelm till sin ømme Laura skrev;
der trykkes blandt ulykkelige Hændelser, –
som ellers Mord og Krinolinforbrændelser, –
hvert Oppslag, som fandt Sted i Ugens Løb;
der averteres under Salg og Kjøb
s. 105
hvor brugte Ringe billigst kan bekommes;
der annonceres Tvillingen og Trillingen, –
og er der Vielse, saa sammentrommes
det hele Laug at se paa Forestillingen; –
og vanker der en Kurv, saa prentes den
i Bladet mellem andre Nyhedsstoffer;
det lyde skal omtrent som saa «Igjen
har Elskovsdjævlen krævet her et Offer!»
Jo, I skal se, det gaar; thi naar det lider
imod den Tid, da Abonnenten bider,
da bruger jeg en Madding, som ej dræber den; –
da slagter jeg, paa Storbladsvis, en Pebersvend.
Jo, I skal se mig kjækkt till Laugets Nytte stridende;
som Tiger, ja, som Redaktør mit Bytte bidende –
Guldstad.
Og Bladets Titel?
Falk.
«Amors norske Skyttetidende»!
Styver
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Det er dog ej dit Alvor vel? Du vil
ej sætte slig dit gode Navn paa Spil!
Falk.
Mit ramme Alvor. Tidtnok paastod man
at ingen kan af Kjærligheden leve;
jeg vise skal, den Paastand er ej sand;
thi jeg skal leve af den som en Greve,
s. 106
især hvis Frøken Skjære, som jeg haaber,
levere vil Herr Straamands «Livs-Roman»
till Skjænkning ud, som Feuilleton, i Draaber.
Straamand
(forskrækket).
(forskrækket).
Gud staa mig bi! Hvad er nu det for Plan?
Mit Livs Roman! Naar var mit Liv romantisk?
Frøken Skjære.
Det har jeg aldrig sagt!
Styver.
En Misforstaaelse!
Straamand.
Jeg skulde gjort mig skyldig i Forgaaelse
mod Skikk og Brug! Der lyver De gigantisk!
Falk.
Nu godt.
(slaar Styver paa Skulderen.)
Her staar en Ven, som ej vil svigte.
Jeg aabner Bladet med Kopistens Digte.
Styver
(efter et forfærdet Blik paa Presten).
(efter et forfærdet Blik paa Presten).
Men er du gal! Nej, maa jeg be’ om Ordet! –
Du tør beskylde mig for Vers – –
Frøken Skjære.
Nej Gud –!
Falk.
Det Rygte gaar dog ud ifra Kontoret.
s. 107
Styver
(i høj Vrede).
(i høj Vrede).
Fra vort Kontor gaar aldrig noget ud!
Falk.
Ja svigt mig ogsaa du; jeg har endda
en trofast Bror, som ikke falder fra.
«Et Hjertes Saga» venter jeg fra Lind,
hvis Elskov er for fin for Havets Vind,
som offrer Landsmænds Sjæle for sin Kjærlighed, –
sligt viser Følelsen i al dens Herlighed!
Fru Halm.
Herr Falk, nu er mit Taalmods Rest tillende.
Vi kan ej leve under samme Tag; –
jeg haaber at De flytter end idag –
Falk
(med et Buk, idet Fruen og Selskabet gaar ind).
(med et Buk, idet Fruen og Selskabet gaar ind).
Det var jeg forberedt paa vilde hænde.
Straamand.
Imellem os er Krig paa Død og Liv;
De har fornærmet mig med samt min Viv,
ja mine Børn, fra Trine ned till Ane; – –
gal kun, Herr Falk, – gal, som Ideens Hane –
(gaar ind med Kone og Børn.)
Falk.
Og skrid De fremad paa Apostlens Bane
med Deres Kjærlighed, som De har mægtet
at faa, før tredje Hanegal, fornægtet!
s. 108
Frøken Skjære
(faar ondt).
(faar ondt).
Følg med mig, Styver; hjælp mig at faa hægtet
Korsettet opp; – kom, skynd dig, – denne Vej.
Styver
(till Falk idet han gaar med Frøken Skjære under Armen).
(till Falk idet han gaar med Frøken Skjære under Armen).
Jeg siger opp vort Venskab!
Lind.
Ogsaa jeg.
Falk
(alvorlig).
(alvorlig).
Du ogsaa, Lind!
Lind.
Farvel!
Falk.
Du var min næreste – –
Lind.
Det hjælper ej; hun ønsker det, min Kjæreste.
(han gaar ind; Svanhild er bleven staaende ved Altantrappen.)
Falk.
Se saa; nu har jeg Plads paa alle Kanter; –
nu har jeg ryddet om mig!
Svanhild.
Falk, et Ord!
Falk
(viser høfligt mod Huset).
(viser høfligt mod Huset).
Den Vej, min Frøken; – der gik Deres Moer
med alle Venner og med alle Tanter.
s. 109
Svanhild
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Ja, lad dem gaa; min Vej er ikke deres;
ved mig skal ikke Flokkens Tal forfleres.
Falk.
De gaar ej?
Svanhild.
Nej. Vil De mod Løgnen stride,
jeg staar, som Væbner, tro ved Deres Side.
Falk.
De, Svanhild; De, som –
Svanhild.
Jeg, som end igaar –?
O, var De selv da, Falk, igaar den samme?
De bød mig, som en Lykke, Siljens Kaar –
Falk.
Og Siljen fløjted, fløjted mig tillskamme!
Nej De har Rett; da var det Børneværk;
men De har vakt mig till et bedre Virke; –
midt indi Stimlen staar den store Kirke,
hvor Sandheds Røst skal runge ren og stærk.
Det gjælder ej at skue, som Asynjen,
fra Højden over al den vilde Dyst; –
nej, bære Skjønhedsmærket i sit Bryst,
som Hellig-Olaf bar sit Kors paa Brynjen, –
at se med Langsyn over Slagets Vidder,
skjønt hildet han i Kampens Virvar sidder, –
s. 110
et Skimt af Sol bag Taagen at bevare,
det er det Livsenskrav, en Mand skal klare!
Svanhild.
Og De vil klare det, naar De staar fri,
og staar alene.
Falk.
Stod jeg da i Stimlen?
Og det er Kravet. Nej, den er forbi,
hin Isolerthedspagt med mig og Himlen.
Endt er min Digtning indfor Stuevægg;
mit Digt skal leves under Gran og Hægg,
min Krig skal føres midt i Døgnets Rige; –
jeg eller Løgnen – en af os skal vige!
Svanhild.
Saa gaa da signet frem fra Digt till Daad!
Jeg har Dem miskjendt; De har Hjertevarme;
tillgiv, – og lad os skilles uden Harme –
Falk.
Nej, den har Plads for to, min Fremtids Baad!
Vi skilles ikke. Svanhild, har De Mod,
saa følges vi i Kampen Fod for Fod!
Svanhild.
Vi følges?
Falk.
Se, jeg staar forladt af alle,
har ingen Ven, har Krig med hver Bekjendt,
mod mig er Hadets hvasse Spydsodd vendt; –
sig, har De Mod, med mig at staa og falde?
s. 111
min Fremtidsvej gaar gjennem Skikk og Brug,
hvor tusind Hensyns Lænker Foden tvinger; –
der breder jeg, som alle andre, Dug,
og sætter Ringen paa min Elsktes Finger!
(drager en Ring af sin Haand, og holder den ivejret.)
Svanhild
(i aandeløs Spænding).
(i aandeløs Spænding).
Det vil De?
Falk.
Ja, og vi skal vise Verden,
at Kjærligheden har en evig Magt,
som bær den uskadt og i al sin Pragt
igjennem Døgnets Dynd paa Hverdagsfærden.
Igaar jeg pegte mod Ideens Baal,
der brandt, som Baun paa Bergets bratte Tinde; –
da blev De rædd, De skalv, thi De var Kvinde;
nu peger jeg mod Kvindens sande Maal!
En Sjæl, som Deres, holder hvad den lover;
se Sluget for Dem, – Svanhild, sætt nu over!
Svanhild
(neppe hørligt).
(neppe hørligt).
Og hvis vi faldt –?
Falk
(jublende).
(jublende).
O nej, jeg ser et Skjær
i Deres Øje, som vor Sejr forkynder!
Svanhild.
Saa tag mig hel og holden, som jeg er!
Nu springer Løvet ud; min Vaar begynder!
(hun kaster sig med Kjækkhed i hans Arme, idet Teppet falder.)
TREDJE AKT.
Aften og klart Maaneskin. Rundt om paa Træerne brænder farvede Lamper. I
Baggrunden Borde med Oppdækkning af Vinflasker, Glasse, Kager o. s. v. Inde
fra Huset, hvor alle Vinduer er opplyste, høres dæmpet Pianofortespil og Sang
under de følgende Opptrin. Svanhild staar ved Altanen. Falk kommer fra
højre med nogle Bøger og en Skrivemappe under Armen. Oppasseren følger
efter med en Kuffert og en Vadsækk.
Baggrunden Borde med Oppdækkning af Vinflasker, Glasse, Kager o. s. v. Inde
fra Huset, hvor alle Vinduer er opplyste, høres dæmpet Pianofortespil og Sang
under de følgende Opptrin. Svanhild staar ved Altanen. Falk kommer fra
højre med nogle Bøger og en Skrivemappe under Armen. Oppasseren følger
efter med en Kuffert og en Vadsækk.
Falk.
Det er jo Resten?
Oppasseren.
Ja nu tror jeg neppe
det fattes andet, end en liden Skræppe
og Sommerfrakken.
Falk.
Godt; det tar jeg med
paa Ryggen naar jeg gaar. Kom saa afsted; –
se her er Mappen.
Oppasseren.
Der er Laas for, ser jeg.
Falk.
Ja der er Laas for, Sivert.
s. 113
Oppasseren.
Godt.
Falk.
Den ber jeg,
du strax vil brænde.
Oppasseren.
Brænde?
Falk.
Ja till Kul –
(smilende.)
med alle Vexler paa poetisk Guld.
Og Bøgerne, – dem kan du selv beholde.
Oppasseren.
Aa nej da; skal jeg slig Bekostning volde?
Men naar Herr Falk kan Bøger bortforære,
saa er han færdig da med al sin Lære?
Falk.
Alt, hvad af Bøger læres, har jeg lært –
og endda mere.
Oppasseren.
Mere? Det var svært.
Falk.
Ja skynd dig; Bærerne staar udfor Døren; –
nu faar du hjælpe dem at læsse Børen.
(Oppasseren gaar ud tillvenstre.)
Falk
(nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde).
(nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde).
Vi har en Time, Svanhild, for os selv,
i Lys af Gud og Sommernattens Stjerner.
8
s. 114
Se, hvor de glittrer gjennem Løvets Hvælv,
lig Frugt paa Gren, de Verdenstræets Kjerner.
Nu har jeg brudt det sidste Trældomsbaand,
nu har for sidste Gang mig Svøben rammet;
som Jacobs Ætt, med Vandringsstav i Haand
og rejseklædt, jeg staar for Paaskelammet.
Du sløve Slægt, hvis Syn er stængt og lukkt
for Løftets Land bag Ørkensandets Flugt,
du travle ridderslagne Træl af Tiden,
mur du kun Kongegrav i Pyramiden, –
jeg gaar till Frihed gjennem Døgnets Ørk,
for mig er Fremkomst selv i Havets Fjære;
men Fiendens Fylking, Løgnens fule Lære,
skal finde der sin Gravtomt, dyb og mørk!
(kort Opphold; han ser paa hende og tar hendes Haand.)
Du er saa stille, Svanhild!
Svanhild.
Og saa glad!
O lad mig drømme, lad mig stille drømme.
Tal du for mig; frem gaar da, som paa Rad,
min Tankes Knopper, sprungne ud till Kvad,
lig modne Liljer over Tjernets Strømme.
Falk.
Nej, sig det engang till, med Sandheds rene
usvigelige Røst, at du er min!
O sig det, Svanhild, sig –
Svanhild
(kaster sig om hans Hals).
(kaster sig om hans Hals).
Ja, jeg er din!
s. 115
Falk.
Du Sangfugl, sendt af Gud till mig alene!
Svanhild.
Jeg var en hjemløs i min Moders Hus,
jeg var en ensom i mit eget Indre,
en ubedt Gjæst i Glædens Glans og Sus, –
gjaldt intet der – ja stundom endnu mindre.
Se da kom du! For første Gang paa Jord
jeg fandt min Tanke bag en andens Ord;
hvad spredt jeg drømte, vidste du at samle,
du Ungdomskjække mellem Livets Gamle!
Halvt stødte du mig bort med hvass Forstand,
halvt vidste du med Solblink mig at drage,
som Havet drages af en løvklædt Strand
og Skjæret skyver Sjøerne tillbage.
Nu har jeg seet till Bunden af din Sjæl,
nu har du mig udelelig og hel;
du Løvtræ over Bølgeleg, du Kjære,
mit Hjertes Flugt har Flod, men aldrig Fjære!
Falk.
Og takket være Gud, at han har døbt
min Kjærlighed i Smertens Bad. Jeg vidste
knapt selv hvad Trang mig drog, før dyrekjøbt
jeg saa i dig den Skatt, jeg skulde miste.
Ja priset han, som i min Livsensbog
med Sorgens Indsegl har min Elskov adlet,
som gav os Fribrev paa vort Sejerstog,
og bød os jage hjemad gjennem Skog,
som Adelspar, paa Vingehesten sadlet!
8*
s. 116
Svanhild
(peger mod Huset).
(peger mod Huset).
Derinde er der Fest i alle Sale,
der lyser Lamper for de unge to,
der lyder glade Venners Sang og Tale.
Fra Alfarvejen skulde Hvermand tro,
at der er Lykken – blandt de glade Røster.
(medlidende.)
Du Verdens Lykkebarn, – du stakkels Søster!
Falk.
Du siger stakkels?
Svanhild.
Har hun ikke delt
sit Sjæleguld med ham og alle Frender,
sat ud sin Kapital paa hundred Hænder,
saa ingen skylder hende Summen helt?
Hos ingen af dem har hun alt at kræve,
for ingen af dem har hun helt at leve.
O, jeg er tifold rigere end hun;
jeg har en eneste i Verden kun.
Tomt var mit Hjerte da med Sejersfaner,
med tusindfoldig Sang, du drog derind;
du raader der paa alle Tankens Baner;
lig Vaarens Vellugt fylder du mit Sind.
Ja, jeg maa takke Gud i denne Time,
at jeg var ensom indtill dig jeg fandt, –
at jeg var død og hørte Klokken kime,
som kaldte mig till Lys fra Livets Tant.
s. 117
Falk.
Ja vi, de venneløse to i Verden,
vi er de rige; vi har Lykkens Skatt,
vi, som staar udenfor og ser paa Færden
igjennem Ruden i den stille Natt;
lad Lamper lyse og lad Toner klinge,
lad dem derinde sig i Dansen svinge; –
se oppad, Svanhild, – oppad i det Blaa; –
der lyser ogsaa tusind Lamper smaa –
Svanhild.
Lytt stillt, du Elskte, – i den svale Kveld
gaar gjennem Lindens Løv et Tonevæld –
Falk.
Det er for os de tindrer højt i Salen –
Svanhild.
Det er for os det synger gjennem Dalen!
Falk
Jeg føler mig som Guds forlorne Barn;
jeg svigted ham og gik i Verdens Garn.
Da vinked han mig hjem med milde Hænder;
og nu, jeg kommer, nu han Lampen tænder,
bereder Højtid for den fundne Søn,
og skjænker mig sit bedste Værk i Løn.
Fra denne Stund jeg sværger, ej at svigte, –
men staa som væbnet Vagt i Lysets Lejr.
Vi holder sammen, og vort Liv skal digte
en Højsang stærk om Kjærlighedens Sejr!
s. 118
Svanhild.
Og se, hvor lett det er for to at vinde,
naar han er Mand –
Falk.
Og hun er heltud Kvinde; –
det var ugjørligt at to slige faldt!
Svanhild.
Saa opp till Kamp mod Savnet og mod Sorgen;
(viser Falks Ring, som hun bær paa Fingeren.)
i denne Stund fortæller jeg dem alt!
Falk
(hurtigt).
(hurtigt).
Nej, Svanhild, ikke nu; vent till imorgen!
Ikveld vi plukker Lykkens Roser røde;
at gaa till Dagværk nu, var Helligbrøde.
(Døren till Havestuen aabnes.)
Din Moder kommer! Skjul dig! Som min Brud
skal intet Øje dig iaften møde!
(de gaar ud mellem Træerne ved Lysthuset. Fru Halm og Guldstad kommer
ud paa Altanen.)
Fru Halm.
Han flytter virkelig!
Guldstad.
Det ser saa ud.
Styver
(kommer.)
(kommer.)
Han flytter, Frue!
s. 119
Fru Halm.
Ja, du gode Gud, –
vi ved det nok!
Styver.
Det er en slem Omstændighed.
Han holder Ord; jeg kjender hans Ubændighed.
Han sætter os i Bladet allesammen;
min Kjæreste blir trykt i flere Opplag,
imellem Kurve, Tvillinger og Oppslag.
Hør, ved De hvad; hvis ej det var for Skammen,
jeg foreslog Forlig, en Vaabenstillstand –
Fru Halm.
Det tror De han gaar ind paa?
Styver.
Ja, jeg tror.
Der er Indicier, der er visse Spor,
som viser, at da nyss det store Ord
han førte, var han i beskjænket Tillstand.
Ja, der er en Prov, som, om just ikke fældende,
dog taler meget stærkt imod Angjældende;
det er ham overført, at efter Bordet
han indfandt sig i Linds og egen Bolig,
og viste der en Adfærd, højst urolig,
slog sønder – –
Guldstad
(ser et Glimt af Falk og Svanhild, som skilles idet Falk gaar opp mod Bag-
grunden; Svanhild blir staaende skjult ved Lysthuset.)
(ser et Glimt af Falk og Svanhild, som skilles idet Falk gaar opp mod Bag-
grunden; Svanhild blir staaende skjult ved Lysthuset.)
Stopp, vi er paa rette Sporet!
Et Øjeblik, Fru Halm! Falk flytter ikke,
og gjør han det, da gjør han det som Ven.
s. 120
Styver.
Saa? Tror De ogsaa –?
Fru Halm.
Aa, hvor vil De hen!
Guldstad.
Ej længer, Frue, end det kan sig skikke;
jeg klarer Sagen till gjensidigt Held.
Blot et Minut paa Tomandshaand –
Fru Halm.
Nu vel!
(de gaar sammen ud i Haven; under det følgende ser man dem fra og till i
Baggrunden i ivrig Samtale.)
Styver
(stiger ned i Haven idet han opdager Falk, som staar og ser ud over Vandet).
(stiger ned i Haven idet han opdager Falk, som staar og ser ud over Vandet).
De Herrer Digtere er Hævns- og Hads-Mænd;
men vi Regeringsfolk er fine Statsmænd;
jeg vil arbejde for mig selv –
(ser Presten, som kommer fra Havestuen.)
Se saa!
Straamand
(paa Altanen).
(paa Altanen).
Han flytter virkelig!
(gaar ned till Styver.)
Aa, Kjære, – gaa,
gaa ind et lidet Øjeblik i Stuen
og hold min Kone –
Styver.
Skal jeg holde Fruen!
s. 121
Straamand.
Med Selskab, mener jeg. Vi og de smaa,
vi er saa vante till at være sammen,
og aldrig –
(idet Fruen og Børnene viser sig i Døren.)
Naa, der er de alt paa Trammen!
Fru Straamand.
Hvor er du, Straamand?
Straamand
(sagte till Styver).
(sagte till Styver).
Find paa et Par Ord, som
kan fængsle dem, – en Ting, som er lidt morsom!
Styver
(gaar opp paa Altanen).
(gaar opp paa Altanen).
Har Fruen læst Departementets Bønskrift?
Det er et Mønster paa stilistisk Skjønskrift; –
(tar en Bog opp af Lommen.)
nu skal jeg in extenso referere –
(nøder dem høfligt ind i Stuen igjen, og gaar selv med. Falk kommer frem i
Haven; han og Straamand mødes; de ser en Stund paa hinanden.)
Straamand.
Nu?
Falk.
Nu?
Straamand.
Herr Falk!
Falk.
Herr Pastor!
s. 122
Straamand.
Er De mere
medgjørlig nu, end da vi skiltes?
Falk.
Nej,
jeg gaar min ufravigelige Vej –
Straamand.
Selv om De træder Næstens Lykke ned?
Falk.
Jeg planter Sandheds Urt i Lykkens Sted.
(smilende.)
Forresten tænker De nok paa Avisen
for Elskende?
Straamand.
Naa, var det kanske Spøg?
Falk.
Ja, trøst Dem med, det Værk gaar opp i Røg;
i Gjerning, ej paa Prent, jeg bryder Isen.
Straamand.
Og om De sparer mig, saa ved jeg visst en
Person, som ikke slipper mig saa lett;
han nytter Overtaget, han, Kopisten, –
og det er Deres Skyld, og det er slett.
De rørte opp i gamle Sværmerier,
og De kan bande paa, han ikke tier
med dem, ifald jeg mukker blot et Ord
mod Kravet, som de skraaler paa i Kor.
s. 123
Regeringsfolket har en svare Magt
i Pressen nuomstunder, er mig sagt.
En Styverfængeroppsats kan mig fælde,
hvis den blir prentet i det store Blad,
som slaar med Samsons Haandgevær og Vælde,
og gaar ivej med baade Hov og Vad,
besynderlig mod Slutten af Kvartalerne –
Falk
(indrømmende).
(indrømmende).
Ja – hørte Deres Saga till Skandalerne – –
Straamand
(forsagt).
(forsagt).
Alligevel. Det Blad har mange Spalter;
pass paa; der offres jeg paa Hævnens Alter.
Falk
(med Lune).
(med Lune).
Paa Straffens, mener De, – og vel fortjent.
Der gaar en Nemesis igjennem Livet;
den rammer sikkert, skjønt den rammer sent, –
at rømme væk fra den, er ingen givet.
Har en forsyndet sig imod Ideen,
saa kommer Pressen, dens aarvaagne Vagt,
og man faar finde sig i Efterveen.
Straamand.
Men Herregud, naar slutted jeg Kontrakt
med den «Ide», som føres her i Munden!
Jeg er jo Ægtemand, Familjefar, –
husk paa, at tolv Umyndige jeg har; –
jeg er jo af min Dagliggjerning bunden,
s. 124
jeg har Annexer og en vidtstrakt Gaard,
en talrig Stamhjord, aandelige Faar, –
se, de skal plejes, klippes, røgtes, fores;
der tærskes skal og i Komposten klores;
man spør om mig i Stalden og i Kveen; –
naar faar jeg Tid at leve for Ideen?
Falk.
Ja, saa rejs hjem igjen jo før jo heller;
kryb ind, før Vinter, under Tørvetaget.
Se, i det unge Norge er det daget;
den kjække Fylking tusind Stridsmænd tæller,
og Morgenvindens Strømning fylder Flaget.
Straamand.
Og, unge Mand, ifald jeg rejste hjem
med alle mine, ja med alle dem,
som var igaar mit lille Kongerige, –
har ikke mangt idag da vendt sig om?
Tror De jeg rejser rig, som da jeg kom –
(da Falk vil svare.)
Nej vent, og hør paa, hvad jeg har at sige.
(træder nærmere.)
Der var en Tid, da jeg var ung, som De,
og ikke mindre kjækk og uforfærdet.
Jeg sled for Brød og der gik Aar forbi;
se, sligt gjør Aanden ej, som Haanden, hærdet.
Jeg kom dernord; mit Hjem laa stillt bag Fjeldet,
og Verdens Ring for mig blev Prestegjeldet. –
Mit Hjem – Herr Falk! Ja, ved De hvad et Hjem er?
s. 125
Falk
(kort).
(kort).
Det har jeg aldrig vidst.
Straamand.
Det vil jeg tro.
Et Hjem er der, hvor dejligt Rum for fem er,
skjønt der blandt Fiender tykkes trangt for to.
Et Hjem er der, hvor alle dine Tanker
kan lege frit, som Børn paa Faders Fang,
hvor ej din Røst paa Hjertedøren banker,
før Svaret lyder i beslægtet Sang.
Et Hjem er der, hvor dine Haar kan graane,
og ingen mærker, at du ældes dog,
hvor kjære Minder dæmrer for at blaane,
som Aasens Ryggning blaaner bagom Skog.
Falk
(med tvungen Spott).
(med tvungen Spott).
De blir jo varm –
Straamand.
Ved det, som De kun ler af!
Saa uligt har Vorherre os to skabt.
Mig fattes det, som De fik desto mer af;
men jeg har vundet der, hvor De har tabt.
Fra Skyen skimtet, ser ud som en Skrøne,
mangt Sandhedskorn ved Landevejens Kant;
De vil tillvejrs, jeg knapt till Tagets Møne, –
en Fugl blev skabt till Ørn –
Falk.
Og en till Høne.
s. 126
Straamand.
Ja le De kun, og lad det være sandt.
Jeg er en Høne; – godt! Men under Vingen
jeg har en Kyllingflok, og De har ingen!
Og jeg har Hønens Mod og Hjerterum,
og jeg slaar fra mig, naar det mine gjælder.
Jeg ved jo nok, De mener jeg er dum,
ja muligt, at en værre Dom De fælder,
og holder mig for gridsk paa Verdens Gods; –
godt, ingen Strid om sligt imellem os!
(griber Falks Arm og tillføjer dæmpet, men med stigende Styrke.)
Ja, jeg er gridsk og dum og sløv tillige;
men jeg er gridsk for dem, som Gud mig gav,
og jeg fordummedes i Trængselskrige,[HIS: Skadet komma, kan forveksles med punktum.]
og jeg blev sløv paa Ensomhedens Hav.
Dog, alt som Ungdomssnekken, Sejl for Sejl,
gik under bag den endeløse Dønning,
da stak en anden opp paa Havets Spejl,
og bar for Landvind ind med Livets Lønning.
For hver en Drøm, som gik i Strævet under,
for hver en Svingfjær, som paa Flugten knak,
jeg fik till Skjænk et lidet Guds Vidunder,
og Herrens Skjænk jeg tog med Pris og Takk.
For dem jeg stred, for dem jeg bar i Dynge,
for dem jeg tyded selv den hellige Skrift; –
det var min Blomstergaard, min Børneklynge; –
nu har De plettet dem med Spottens Gift!
De har bevist, æsthetisk og forfatterligt,
at al min Lykke var en Daares Tro,
at det, jeg tog for Alvor, det var latterligt; –
s. 127
nu kræver jeg, giv mig igjen min Ro,
men giv mig den foruden Brækk og Mén –
Falk.
De kræver, jeg skal Lykkens Hjemmel drøfte –?
Straamand.
Ja, De har kastet paa min Vej en Sten,
en Tvivlens Sten, som ikkun De kan løfte.
Tag væk det Stængsel mellem mig og mine,
som De har byggt, tag Grimen af min Hals –
Falk.
De tror, at jeg har Løgnens Lim tillfals,
for Lykkens sprukne Kar med det at kline?
Straamand.
Jeg tror, at Troen, som De rev omkuld
med Ord, den kan med Ord igjen De rejse;
jeg tror De kan den brukne Lænke svejse; – –
døm om igjen, – tal Sandhed hel og fuld,
bevis paanyt, – saa jeg kan Flaget hejse –
Falk
(stolt).
(stolt).
Jeg stempler Lykkens Messing ej som Guld.
Straamand
(ser fast paa ham).
(ser fast paa ham).
Saa kom ihug, her nyss blev sagt et Ord
af en, som vejrer Sandhedsharens Spor:
(med oppløftet Finger.)
s. 128
Der gaar en Nemesis igjennem Livet;
at rømme væk fra den, er ingen givet!
(han gaar mod Huset.)
Styver
(kommer ud med Briller paa og med den aabne Bog i Haanden).
(kommer ud med Briller paa og med den aabne Bog i Haanden).
Herr Pastor, De maa være som en Vind!
De Unge græder –
Børnene
(i Døren).
(i Døren).
Far!
Styver.
Og Fruen venter!
(Straamand gaar ind i Huset.)
Styver.
Den Dame har ej Sands for Argumenter.
(putter Bogen og Brillerne i Lommen og kommer nærmere.)
Falk!
Falk.
Ja!
Styver.
Jeg haaber Du har skiftet Sind.
Falk.
Og hvorfor?
Styver.
Aa, det er da lett forklarligt;
du indser sagtens, det er uforsvarligt
at gjøre Brug af konfidentielle
Meddelelser; – dem maa man ej fortælle.
s. 129
Falk.
Nej, jeg har hørt, at det skal være farligt.
Styver.
Ja Død og Pine!
Falk.
Ja, men blot for Storfolk.
Styver
(ivrig).
(ivrig).
Det farligt er for alle Slags Kontorfolk.
Du kan vel tænke dig, hvor det formindsker
hver Udsigt for mig, dersom Chefen tror,
jeg har en Pegasus, som gaar og vrinsker
i Arbejdstiden i et sligt Kontor.
Du ved, fra «Revisjonen» og till «Kirken»
man ynder ikke Vingehestens Virken.
Men værst det blir, ifald det kommer ud,
at jeg har brudt Kontorets første Bud,
og aabenbaret skjulte Ting af Vigtighed.
Falk.
Saa den er strafbar, slig en Uforsigtighed?
Styver
(hemmelighedsfuld).
(hemmelighedsfuld).
Den tvinge kan en offentlig Person
till at begjære strax sin Demission.
Det er et Lovbud for os, Statens Mandfolk,
at gaa med Laas for Munden selv blandt Grandfolk.
Falk.
Men det er jo tyrannisk af en Hersker
at binde Mund paa den – Kopist, som tærsker.
9
s. 130
Styver
(trækker paa Skuldrene).
(trækker paa Skuldrene).
Det er legalt; maa lydes uden Knur.
Desuden, i et Tidspunkt, som nærværende,
da Gagerevisjonen staar for Tur,
det er ej klogt at yttre sig belærende
om Arbejdstidens Brug og dens Natur.
Se, derfor er det at jeg ber dig: ti dog; –
et Ord kan skille mig ved –
Falk.
Porteføljen?
Styver.
Officielt benævnes det «Kopibog».
Den Protokol er egentlig som Søljen,
der lukker Linet for Kontorets Barm;
at gjætte Gaader der, forvolder Harm.
Falk.
Og dog det var dig selv, som bad mig tale,
og kaste ud et Vink om Pultens Skatt.
Styver.
Ja, vidste jeg at Presten kunde dale
saa dybt i Dynd, han, som har Lykken fatt,
som er i Embed, som har Kone, Børn,
og Penge till at trodse Livets Tørn?
Men kan han falde ned till slig Filister,
hvad skal man sige da om os Kopister,
om mig, som er i uforfremmet Stand
s. 131
og har en Kjæreste, og snart skal giftes,
og passe paa at der Familje stiftes,
etcetera!
(hæftigere[HIS: 't' i 'hæftigere' er snudd.].)
O, var jeg Velstandsmand,
jeg skulde spænde Pandseret om Hærden
og slaa i Bordet till den hele Verden.
Og var jeg enligt Mandfolk, jeg, som du,
da kan du tro, at gjennem Prosa-Sneen
jeg skulde bryde Bane for Ideen!
Falk.
Saa berg dig, Mand!
Styver.
Hvad?
Falk.
Der er Tid endnu!
Agt ikke Verdens uglekloge Dommerfugl;
husk, Frihed gjør en Kaalorm selv till Sommerfugl!
Styver
(træder tillbage).
(træder tillbage).
Du mener at jeg skulde bryde –!
Falk.
Ja; –
er Perlen væk, hvad gjælder Skallet da?
Styver.
Sligt Forslag kunde stilles till en Rus,
ej till en Mand med Karakter i Jus!
9*
s. 132
Jeg regner ej, hvad Kristian den Femte
i sin Tid om Trolovelser bestemte, –
thi det Slags Forhold findes ej berørt i
«Lov om Forbrydelser» af to-og-fyrti;
for saa vidt var ej Sagen kriminel,
det var jo intet Brudd paa det Legale –
Falk.
Der kan du se!
Styver
(fast).
(fast).
Ja men alligevel, –
om slig en Exception blir aldrig Tale.
I trange Tider holdt vi trofast sammen;
hun fordrer ikke stort af Livets Gammen,
og jeg er nøjsom, har alt længe sporet,
at jeg blev skabt for Hjemmet og Kontoret.
Lad andre følge Svaneflokkens Flugt;
Liv i det smaa kan ogsaa være smukt.
Hvad siger ej etsteds Geheimeraad Göthe
om Mælkevejen, skinnende og hvid?
Af den kan ingen skumme Lykkens Fløde,
og endnu mindre hente Smørret hid –
Falk.
Naa, var end Maalet Lykkesmørrets Kjærning,
maa Aanden raade dog i al din Slid; –
en Mand skal være Borger af sin Tid,
men adle Tidens borgerlige Gjerning.
Ja visstnok er der Skjønhed i det smaa;
men Kunsten er at skue og forstaa.
s. 133
Ej hver, som ynder at haandtere Sølen,
maa derfor tro sig Ligemand med «Dølen».
Styver.
Saa lad os gaa med Fred vor jævne Vej;
vi stænger ikke Stierne for dig,
vi følger Gaden, du i Højden svæver.
Hm, der foer ogsaa hun og jeg engang;
men Dagens Krav er Arbejd, ikke Sang, –
den dør man fra, alt eftersom man lever.
Se, Ungdomslivet er en stor Proces
og den unødigste af alle Trætter; –
gaa paa Akkord, og tænk ej paa Regres;
thi Sagen taber du for alle Retter.
Falk
(kjækk og trøstig idet han kaster et Øje paa Lysthuset).
(kjækk og trøstig idet han kaster et Øje paa Lysthuset).
Nej, er den end for sidste Domstol kommen, –
jeg ved, der er Benaadning bagom Dommen!
Jeg ved, et Liv kan leves ud af to,
med frelst Begejstring og med reddet Tro;
men du forkynder Tidens usle Lære:
at Idealet er det Sekundære!
Styver.
Nej det Primære; thi dets Hverv er ude,
som Blomstens Hverv – naar Frugten sætter Knude.
(Inde ved Pianoet spiller og synger Frøken Skjære: «Ach du lieber
Augustin». Styver standser og lytter i stille Bevægelse.)
Hun kalder paa mig med den samme Sang,
som talte, da vi mødtes første Gang.
(lægger Haanden paa Falks Arm og ser ham ind i Øjet.)
s. 134
Saa tidt hun den till Liv i Længsel henter,
gaar ud ifra min Kjærestes Tangenter
bekræftet Gjenpart af det første Ja.
Og naar vor Kjærlighed tillslutt har Endskab,
og afdør, till Oppstandelse som Venskab,
skal Sangen binde mellem før og da.
Og krøges end min Rygg iflugt med Pulten,
og blir mit Dagværk kun en Krig mod Sulten,
saa gaar jeg glad dog Vejen till mit Hjem,
hvor det Forsvundne staar i Toner frem.
Er der en stakket Kveldstund helt vor egen, –
da er jeg sluppen skadesløs fra Legen!
(han gaar ind i Huset. Falk vender sig mod Lysthuset. Svanhild kommer
frem; hun er bleg og opprørt. De ser en Stund i Taushed paa hinanden og
kaster sig med Hæftighed i hinandens Arme.)
Falk.
O, Svanhild, lad os holde trofast ud!
Du friske Friluftsblomst paa Kirkegaarden, –
der ser du hvad de kalder Liv i Vaaren!
Der lugter Lig af Brudgom og af Brud;
der lugter Lig, hvor to gaar dig forbi
paa Gadehjørnet, smilende med Læben,
med Løgnens klumre Kalkgrav indeni,
med Dødens Slapphed over hver en Stræben.
Sligt kalder de at leve! Himlens Magter,
er slig en Lod da værd de tusind Fagter?
At drætte Børnehjorder opp till sligt,
at fede dem med Rettsind og med Pligt,
at gjøde dem med Tro en stakket Sommer, –
till Brug, naar Sjæleslagtningstiden kommer!
s. 135
Svanhild.
Falk, lad os rejse!
Falk.
Rejse? Og hvorhen?
Er ikke Verden overalt den samme,
og findes ej paa Hvermands Vægg igjen
den samme Løgn i Sandheds Glas og Ramme?
Nej, vi vil blive, nydende Spektaklet,
Tragikomedien, Harlekinsmiraklet, –
et Folk, som tror – hvad hele Folket lyver!
Se Presten og hans Kone, Lind og Styver,
som Kjærlighedens Julebukke takklet,
med Løgn i Hjertet og med Tro i Munden, –
og endda respektable Folk igrunden!
De lyver for sig selv og for hverandre;
men Løgnens Indhold, det tør ingen klandre; –
hver regner sig, skjønt Havsnødsmand paa Kjølen,
for Lykkens Krøsus, salig som en Gud;
selv drev de sig af Paradiset ud,
og bums till Ørerne i Svovelpølen;
men ingen af dem skjønner hvor han sidder,
og Hvermand tror sig Paradisets Ridder,
og Hvermand smiler under Ak og Uf;
og kommer Belzebub med Brøl og Gluff,
med Horn og Bukkeben og noget Værre, –
da muntrer man sin Nabo med et Puff:
tag Hatten af dig; se, der gaar Vorherre!
Svanhild
(efter en kort tankefuld Stillhed).
(efter en kort tankefuld Stillhed).
Hvor underfuldt en kjærlig Haand har pegt
s. 136
paa Vejen for mig till vort Vaardagsstævne.
Det Liv, jeg har i spredte Drømme legt,
skal jeg fra denne Stund mit Dagværk nævne.
O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde; –
da bød du Lys, – da lod du ham mig finde!
(ser paa Falk med stille kjærlig Forundring.)
Hvad Kraft er dog i dig, du stærke Træ,
som staar i Vindfaldsskogen rank og frodig,
som staar alene, og som dog har Læ
for mig –?
Falk.
Guds Sandhed, Svanhild; – den gjør modig.
Svanhild
(ser mod Huset med et Udtryk af Skyhed).
(ser mod Huset med et Udtryk af Skyhed).
De kom som onde Fristere, de to,
hver Talsmand for sin halve Del af Slægten.
En spurgte: hvor kan Ungdomselskov gro,
naar Sjælen luder under Velstandsvægten?
Den anden spurgte: hvor har Elskov Liv,
naar Kravet er en evig Armodskiv?
Forfærdeligt – at præke denne Lære
som Sandheds Ord, og endda Livet bære!
Falk.
Og hvis det nu gjaldt os?
Svanhild.
Gjaldt os? Hvad da?
Kan ydre Vilkaar gjøre till og fra?
Jeg har alt sagt dig det; hvis du vil stride,
da vil jeg staa og falde ved din Side.
s. 137
O, intet er saa lett, som Biblens Bud,
at lægge Hjemmet bag sig, juble, lide,
og følge den, man elsker, frem till Gud.
Falk
(favner hende).
(favner hende).
Saa kom da, Vintervejr, med Vold og Vælde!
Vi staar i Stormen; os kan ingen fælde!
(Fru Halm og Guldstad kommer ind fra højre i Baggrunden. Falk og
Svanhild blir staaende ved Lysthuset.)
Svanhild blir staaende ved Lysthuset.)
Guldstad
(dæmpet).
(dæmpet).
Se, Frue!
Fru Halm
(overrasket).
(overrasket).
Sammen!
Guldstad.
Tvivler De endnu?
Fru Halm.
Det var mærkværdigt!
Guldstad.
Aa, jeg har nok mærket,
at han saa stillt har ruget over Værket.
Fru Halm
(hen for sig).
(hen for sig).
Hvem skulde tænkt at Svanhild var saa slu?
(livligt, till Guldstad.)
Men, nej, jeg kan ej tro –
Guldstad.
Vel; det skal prøves.
s. 138
Fru Halm.
Nu strax paa Stedet?
Guldstad.
Ja, og eftertrykkeligt.
Fru Halm
(rækker ham Haanden).
(rækker ham Haanden).
Gud være med Dem!
Guldstad
(alvorlig).
(alvorlig).
Takk, det kan behøves.
(kommer nedover.)
Fru Halm
(ser sig tillbage idet hun gaar).
(ser sig tillbage idet hun gaar).
Hvad Udfald Sagen faar, blir Barnet lykkeligt.
(gaar ind i Huset.)
Guldstad
(nærmer sig till Falk).
(nærmer sig till Falk).
Det er vel knapt med Tiden?
Falk.
Et Kvarter,
saa gaar jeg.
Guldstad.
Der behøves ikke mer.
Svanhild
(vil fjerne sig).
(vil fjerne sig).
Farvel!
Guldstad.
Nej bi!
s. 139
Svanhild.
Skal jeg?
Guldstad.
Till De har svaret.
Imellem os maa alting være klaret; –
vi tre faar tale ud af Hjertet sammen.
Falk
(overrasket).
(overrasket).
Vi tre?
Guldstad.
Ja, Falk, – nu maa vi kaste Hammen.
Falk
(undertrykker et Smil).
(undertrykker et Smil).
Till Tjeneste.
Guldstad.
Saa hør. Det er omtrent
et halvt Aars Tid vi har hinanden kjendt;
vi kjævled –
Falk.
Ja.
Guldstad.
Fast aldrig var vi enige;
vi gav hinanden tidt det glatte Lag;
De stod som Høvding for en stortænkt Sag,
jeg var kun en af Døgnbedriftens Menige.
Og endda var det som en Streng, der bandt
imellem os, som tusind glemte Sager
ifra min egen Ungdoms Tankelager,
De støved opp og frem for Dagen fandt.
s. 140
Ja ja, De ser paa mig; men graasprængt Haar
har ogsaa flommet frit og brunt en Vaar,
og Panden, som ens Dagliggjerning dynker
med Trældomssved, bar ikke altid Rynker.
Dog nok om det; jeg er Forretningsmand –
Falk
(lett spottende).
(lett spottende).
De er den sunde praktiske Forstand.
Guldstad.
Og De er Haabets unge glade Sanger.
(træder mellem dem.)
Se derfor, Falk og Svanhild, staar jeg her.
Nu maa vi tale; thi den Stund er nær,
som bær i Skjoldet Lykke eller Anger.
Falk
(spændt).
(spændt).
Saa tal!
Guldstad
(smilende).
(smilende).
Jeg sagde Dem igaar, jeg grunded
paa et Slags Digtning –
Falk.
Paa en faktisk.
Guldstad
(nikker langsomt).
(nikker langsomt).
Ja!
Falk.
Og hvis man spør, hvor De tar Stoffet fra –?
s. 141
Guldstad
(ser et Øjeblik paa Svanhild og vender sig atter mod Falk).
(ser et Øjeblik paa Svanhild og vender sig atter mod Falk).
Det er et fælles Stof vi to har fundet.
Svanhild.
Nu maa jeg gaa.
Guldstad.
Nej bliv og hør tillende.
En anden Kvinde bad jeg ej om sligt;
Dem, Svanhild, har jeg lært tillbunds at kjende;
till Snærperi er Deres Sind for rigt.
Jeg saa Dem voxe, saa Dem foldes ud;
De ejed alt, hvad jeg hos Kvinden skatter; –
men længe saa jeg kun i Dem en Datter; –
nu spør jeg – vil De være mig en Brud?
(Svanhild viger sky tillbage.)
Falk
(griber ham ved Armen).
(griber ham ved Armen).
Tal ikke mere!
Guldstad.
Rolig; hun skal svare.
Spørg ogsaa De, – saa kan hun vælge frit.
Falk.
Jeg – siger De!
Guldstad
(ser fast paa ham).
(ser fast paa ham).
Det gjælder at bevare
tre Liv for Lykken, – ej allene mit.
Forstill Dem ej,[HIS: Skadet komma.] det nytter Dem kun lidt;
s. 142
thi skjønt min Gjerning ligger i det Lave,
saa fik jeg endda et Slags Klarsyns-Gave.
Ja, Falk, De elsker hende. Glad jeg saa
den unge Kjærlighed i Blomst at staa;
men denne Kjærlighed, den stærke, kjække,
den er det, som kan hendes Lykke knække.
Falk
(farer opp).
(farer opp).
Det tør De sige!
Guldstad
(rolig).
(rolig).
Med Erfarings Rett.
Hvis nu De hende vandt –
Falk
(trodsende).
(trodsende).
Hvad saa?
Guldstad
(langsomt og med Eftertryk).
(langsomt og med Eftertryk).
Ja sætt
hun turde alt paa denne Grundvold bygge,
og vove alt paa dette ene Kort, –
og Livets Storm saa fejed Grunden bort,
og Blomsten falmed under Tidens Skygge?
Falk
(forglemmer sig og udbryder):
(forglemmer sig og udbryder):
Ugjørligt!
Guldstad
(ser betydningsfuldt paa ham).
(ser betydningsfuldt paa ham).
Hm, saa tænkte ogsaa jeg,
da jeg var ung, som De. I gamle Dage
s. 143
jeg brandt for En; da delte sig vor Vej.
Igaar vi mødtes; – intet er tillbage.
Falk.
Igaar?
Guldstad
(smiler alvorligt).
(smiler alvorligt).
Igaar. De kjender Prestefruen –
Falk.
Hvad? Det var hende, som –
Guldstad.
Som tændte Luen.
For hende sørged jeg i mange Aar,
og i dem alle stod hun for mit Minde,
som den hun var, hin unge fagre Kvinde,
dengang vi mødtes i den friske Vaar.
Nu tænder I den samme Daarskabsild,
nu frister I det samme Vovespil, –
se, derfor er det, at jeg siger: Varlig!
Stands lidt, og tænk jer om; – jer Leg er farlig!
Falk.
Nej, jeg har sagt det hele Thevandslag
min stærke Tro, som ingen Tvivl kan fælde –
Guldstad
(udfylder Meningen).
(udfylder Meningen).
At Kjærligheden efter frit Behag
kan trodse Vane, Nød og Sorg og Ælde.
Naa, lad saa være; muligt er det sandt;
men se nu Sagen fra en anden Kant.
s. 144
Hvad Elskov er, ved ingen at forklare;
hvori den stikker, denne glade Tro,
at en blev skabt till saligt Liv i to –
se, det kan ingen Mand paa Jord besvare.
Men Ægteskabet, det er noget Praktisk,
og ligesaa Forlovelse, min Ven; –
og lett det lar sig eftervise faktisk,
at en er skikket just for den og den.
Men Kjærligheden kaarer jo iblinde,
den vælger ej en Hustru, men en Kvinde;
og hvis nu denne Kvinde ej er skabt
till Viv for Dem –?
Falk
(spændt).
(spændt).
Nu?
Guldstad
(trækker paa Skuldrene).
(trækker paa Skuldrene).
Saa er Sagen tabt.
En lykkelig Forlovelse betinges
ej blot af Elskov, men af meget mer,
Familjelemmer, som man gjerne ser,
af Sind, som under samme Hatt kan bringes.
Og Ægteskabet? Ja, det er et Hav
af lutter Fordringer og lutter Krav,
som lidet har med Elskov at bestille.
Her kræves Huslighed og Dyder milde,
her kræves Kjøkkensands og andet sligt,
Forsagelse og Agt for Bud og Pligt, –
og meget, som i Frøkenens Nærværelse
ej gjøres kan till Gjenstand for Belærelse.
s. 145
Falk.
Og derfor –?
Guldstad.
Lyd et Raad, saa godt, som Guld.
Brug lidt Erfaring; hør Dem om i Livet,
hvor hvert Par Elskende tar Munden fuld,
som hele Millionen dem var givet.
For Alteret skal de sporenstregs, de to;
de faar et Hjem og er i Lykkens Kridthus;
saa gaar en Tid i Sejersrus og Tro;
saa kommer der en Oppgjørsdag; – jo, jo!
Da er det hele Bo et stort Fallithus!
Fallit er Ungdoms Blomst paa Konens Kind,
fallit er Tankens Flor i hendes Indre;
fallit er Sejrens Mod i Mandens Sind,
fallit hver Glød, som fordum saaes at tindre;
fallit, fallit er hele Boets Masse;
og slige to gik dog i Livet ind
som Elskovs Handelshus af første Klasse!
Falk
(i stærkt Udbrudd).
(i stærkt Udbrudd).
Det er en Løgn!
Guldstad
(urokkelig).
(urokkelig).
For nogle Timer siden
var det dog Sandhed. Det var Deres Ord,
da her De stod, som han i Brabantstriden,
og sloges med det ganske Thevandsbord.
10
s. 146
Da lød Benægtelsen fra alle Kanter,
som nu fra Dem; naa ja, det fattes nemt;
vi finder alle jo, det klinger slemt
at høre Døden nævne, naar vi skranter.
Se Presten, han, som komponerte, malte,
i Frierdagene med Aand og Smag; –
hvor kan De undres paa, at Manden dalte,
da han og hun kom under fælles Tag?
Hun var jo skabt for ham till Elskerinde, –
till Viv for ham hun skabtes ingensinde.
Og saa Kopisten, som skrev gode Vers?
Da Fyren var i Herrens Navn forlovet,
kom hele Rimeriet strax paatvers,
og siden den Tid har hans Muse sovet
ved Rokkeduren af en evig Jus.
Der ser I – –
(betragter Svanhild.)
Fryser De?
Svanhild
(sagte).
(sagte).
Jeg fryser ikke.
Falk
(tvinger sig ind under en spøgende Tone).
(tvinger sig ind under en spøgende Tone).
Og naar det aldrig ender med et Plus,
men kun med Minus, – hvorfor vil De stikke
den Kapital, De raader over, i
sligt lidet fordelagtigt Lotteri?
Det lader næsten, som De har den Tro,
at De blev særlig skabt for Bankerotten?
s. 147
Guldstad
(ser paa ham, smiler, og ryster paa Hovedet).
(ser paa ham, smiler, og ryster paa Hovedet).
Min kjække unge Falk, – gjem lidt paa Spotten. –
Paa to Slags Vis et Par kan sætte Bo.
Det grundes kan ved Illusjonskreditten,
ved Langsigtsvexler paa en evig Rus, –
paa Permanents af Aldren atten–nitten,
og paa Umulighed af Gigt og Snus; –
det grundes kan paa rosenrøde Kinder,
paa klare Øjne og paa lange Haar,
paa Trygghed for, at aldrig sligt forsvinder,
og at Parykkens Time aldrig slaar.
Det grundes kan paa stemningsfulde Tanker,
paa Blomsterflor i Ørkenstøvet tørt,
paa Hjerter, der, et Livsløb gjennem, banker,
som da det første Ja blev sagt og hørt.
Hvad kaldes slig Trafik? De Navnet kjender; –
det kaldes Humbug, – Humbug, kjære Venner!
Falk.
Nu skjønner jeg, De er en farlig Frister, –
De, Velstandsmanden, kanske Millionær,
mens alt, hvad mit i denne Verden er,
blev baaret bort af to Artillerister.
Guldstad
(skarpt).
(skarpt).
Hvad mener De med det?
Falk.
Det ligger nær;
thi den solide Grundvold, kan jeg tænke,
er sagtens Mønt, – Mirakelmidlet Mønt,
10*
s. 148
som laaner mangen middelaldersk Enke
Sankt Gjertruds Gyldenglorie till Pynt.
Guldstad.
Aa nej, den er dog noget, som er bedre.
Den er den stille, hjertevarme Strøm
af venlig Agt, der kan sin Gjenstand hædre,
saa fuldt, som Jublen i en Ørskedrøm.
Den er en Følelse af Pligtens Lykke,
af Omsorgs Velbehag, af Hjemmets Fred,
af Viljers Bøjning mod hinanden ned,
af Vaagen for at ingen Sten skal trykke
den Kaarnes Fod, hvor hun i Livet skred.
Den er den Mildhedshaand, som læger Saarene,
den Mandekraft, som bær med villig Rygg,
den Ligevægt, som rækker gjennem Aarene,
den Arm, som støtter tro og løfter trygg. –
Det er det Indskudd, Svanhild, jeg kan byde
till Deres Lykkes Byggning; svar mig nu.
(Svanhild gjør en stærk Anstrængelse for at tale; Guldstad løfter Haanden
og hindrer hende.)
Betænk Dem vel, at ej De skal fortryde!
Vælg mellem os med klar og sindig Hu.
Falk.
Og hvoraf ved De –
Guldstad.
At De elsker hende!
Det har jeg læst paa Deres Øjnes Bund.
Sig ogsaa hende det i denne Stund.
(trykker hans Haand.)
s. 149
Nu gaar jeg ind. Lad Legen faa en Ende.
Og tør De love mig med Haand og Mund,
at være hende slig en Ven i Livet,
slig Stav paa Vejen, slig en Trøst i Nød,
som jeg kan være det, –
(vender sig till Svanhild.)
Nu godt, saa skriv et
Udslettningsmærke over det, jeg bød.
Da har jeg sejret, sejret i det stille;
De vinder Lykken; det var det, jeg vilde.
(till Falk.)
Og, det er sandt, – De talte før om Mønt;
tro mig, den er lidt mer, end Flitterpynt.
Jeg staar allene, kjender ingen Kjære;
alt det, som mit er, det skal Deres være;
De blir som Søn for mig, og hun min Datter.
De ved, ved Grændsen ejer jeg et Brug;
did flytter jeg, De sætter Disk og Dug,
og er saa Aaret omme, sees vi atter. –
Nu kjender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,
glem ej, at Farten nedad Livets Elv
er ingen Leg, er ej at nyde, svælge; –
og saa, i Herrens Navn, – saa faar I vælge!
(gaar ind i Huset. Opphold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden.)
Falk.
Du er saa bleg.
Svanhild.
Og du saa stille.
Falk.
Ja.
s. 150
Svanhild.
Han var os værst.
Falk
(hen for sig).
(hen for sig).
Han stjal mig Styrken fra.
Svanhild.
Hvor haardt han slog.
Falk.
Han vidste godt at ramme.
Svanhild.
Det var, som alt gik under i det samme.
(nærmere ved ham.)
Hvor vi vare rige, rige i hinanden,
da hele Verden havde os forladt,
da vore Tanker steg, som Slag mod Stranden
af Bølgebrydning i den stille Natt.
Da var der Sejersmod i vore Sjæle,
og Lid paa evig Elskov mellem to; –
han kom med Verdens Gaver, tog vor Tro,
og planted Tvivl, – og saa forgik det hele!
Falk
(med vild Heftighed).
(med vild Heftighed).
Riv det af Mindet ud! Alt, hvad han sagde,
var sandt for andre, men en Løgn for os!
Svanhild
(ryster stille paa Hovedet).
(ryster stille paa Hovedet).
Det Kornax, som et Tvivlens Haglslag lagde,
kan aldrig svaje mer i Livsenstrods.
s. 151
Falk
(med udbrydende Angst).
(med udbrydende Angst).
Jo, vi to, Svanhild –!
Svanhild.
Slipp et Haab, som daarer;
ifald du Løgnen saaer, du høster Taarer.
De andre, siger du? Og tror du ej,
at hver og en har tænkt, som du og jeg,
at han var den, som turde trodse Lynet, –
hvem ingen Storm till Jorden kunde slaa,
hvem Taagebanken fjernt i Himmelsynet
paa Uvejrsvinger aldrig kunde naa?
Falk.
De andre delte sig mod spredte Maal;
jeg vil din Elskov kun, og den allene.
Se, de forskriger sig i Livets Skraal,
jeg stillt skal støtte dig med stærke Grene.
Svanhild.
Men dersom den alligevel gik under,
den Kjærlighed, som skulde bære alt, –
har du da det, som endda Lykken grunder?
Falk.
Nej, med min Kjærlighed det hele faldt.
Svanhild.
Og tør du helligt love mig for Gud,
at aldrig den, lig visnet Blomst, skal hænge,
men dufte, som idag, og holde ud
for hele Livet?
s. 152
Falk
(efter et kort Opphold).
(efter et kort Opphold).
Den vil holde længe.
Svanhild
(smerteligt).
(smerteligt).
O, «længe», «længe»; – usle Armodsord!
Hvad gjælder «længe» vel for Kjærligheden?
Det er dens Dødsdom, Meldugg over Sæden.
«Paa evigt Liv for Kjærlighed jeg tror» –
den Sang skal altsaa tie, og isteden
det lyde skal: Jeg elsked dig ifjor!
(som løftet af en stærk Indskydelse.)
Nej, saa skal ej vor Lykkes Dag gaa under,
ej dø med Solgraad bag en Sky i Vest; –
vor Sol skal slukkes, lig et Luftvidunder,
i Middagsstunden, der den glittrer bedst!
Falk
(forfærdet).
(forfærdet).
Hvad vil du, Svanhild!
Svanhild.
Vi er Børn af Vaaren;
bag den skal ikke komme nogen Høst,
da Sangerfuglen tier i dit Bryst
og aldrig længes did, hvor den er baaren.
Bag den skal aldrig noget Vinterdække
slaa Linet over alle Drømmes Lig; –
vor Kjærlighed, den glade, sejerskjække,
skal Sot ej tære paa, ej Ælde svække, –
dø skal den, som den leved, ung og rig!
s. 153
Falk
(i dyb Smerte).
(i dyb Smerte).
Og langt fra dig, – hvad blev mig der vel Livet!
Svanhild.
Hvad blev det nær mig – uden Kjærlighed?
Falk.
Et Hjem!
Svanhild.
Hvor Lykkens Alf med Døden stred.
(med Styrke.)
Till Viv for dig blev Evnen ej mig givet,
det ser jeg nu, det føler jeg og ved!
Jeg kunde Elskovs glade Leg dig lære,
men tør din Sjæl ej gjennem Alvor bære.
(nærmere og med stigende Ild.)
Nu har vi jublet i en Vaardags Rus;
nu ingen søvnig Døs paa Slappheds Puder!
Giv Alfen Vinger, lad for Sangens Sus
ham gaa paa Flugt i Flok med unge Guder!
Og er den kantret end, vor Fremtids Baad, –
et Brett er oven Vande, – jeg ved Raad;
den kjække Svømmer rækker Paradiset!
Lad Lykken synke, gaa i Graven vaad;
vor Kjærlighed skal dog, Gud være priset,
naa sejersfrelst iland ifra Forliset!
Falk.
O, jeg forstaar dig! Men at skilles saa!
Just nu, den fagre Verden staar os aaben, –
s. 154
her, midt i Vaaren, under Himlen blaa,
den samme Dag vor unge Pagt fik Daaben!
Svanhild.
Just derfor maa vi. Efter denne Stund
vort Jubeltog gaar ned ad Bakke kun!
Og ve, naar engang Regnskabsdagen kommer,
og naar vi stædes for den store Dommer,
og naar han kræver, som rettfærdig Gud,
den Skatt han laante os i Livsenshaven –
da, Falk, et Svar, som sletted Naaden ud:
«Den har vi mistet undervejs till Graven!»
Falk
(i stærk Besluttning).
(i stærk Besluttning).
Kast Ringen!
Svanhild
(ildfuldt).
(ildfuldt).
Vil du!
Falk.
Kast den! Jeg forstaar dig!
Ja, det er kun paa denne Vej, jeg naaer dig!
Som Grav er Vej till Livets Morgenskjær,
saa er og Elskov først till Livet viet,
naar løst fra Længsler og fra vild Begjær
den flyer till Mindets Aandehjem befriet!
Kast Ringen, Svanhild!
Svanhild
(jublende).
(jublende).
Jeg har løst min Pligt!
Nu har jeg fyldt din Sjæl med Lys og Digt!
s. 155
Flyv frit! Nu har du dig till Sejer svunget, –
nu har din Svanhild Svanesangen sunget!
(tar Ringen af og trykker et Kyss paa den.)
Till Verdens Fald imellem Havets Siv
dukk ned, min Drøm, – dig offrer jeg isteden!
(gaar et Par Skridt oppover, kaster Ringen ud i Fjorden og nærmer sig Falk
med et forklaret Udtrykk.)
Nu har jeg mistet dig for dette Liv, –
men jeg har vundet dig for Evigheden!
Falk
(stærk).
(stærk).
Og nu till Dagens Gjerning hver for sig!
Paa Jorden krydses aldrig mer vor Vej.
Hver gaar till sit, hver strider uden Klage.
Vi smittet var af Tidens Feberdamp;
vi vilde Sejrens Løn foruden Kamp,
Sabbatens Fred foruden Virkedage,
skjønt Kravet er at kjæmpe og forsage.
Svanhild.
Men ikke sygt.
Falk.
Nej, nej, – med Sundheds Mod.
Os truer ingen Flom af Straffens Flod;
det Minde, vi to har for Livet arvet,
skal straale smukt fra mørke Skyer ud,
og staa som fagrest Regnbue, syvfold farvet, –
som Pagtens Tegn imellem os og Gud.
I Skjær af det du gaar till stille Pligter –
s. 156
Svanhild.
Og du gaar oppad mod dit Maal som Digter!
Falk.
Som Digter; ja, thi det er hver den Mand,
i Skolestue, Thingsal eller Kirke,
hver den, i Højheds som i Ringheds Stand,
der øjner Idealet bag sit Virke.
Ja, oppad gaar jeg; Flugtens Hest er sadlet;
jeg ved, min Gjerning er for Livet adlet!
Og nu, Farvel!
Svanhild.
Farvel!
Falk
(favner hende).
(favner hende).
Et Kyss!
Svanhild.
Det sidste!
(river sig løs.)
Nu kan jeg glad for dette Liv dig miste!
Falk.
Om alle Lys i Verden slukkes ud, –
Lystanken lever dog; thi den er Gud.
Svanhild
(fjerner sig mod Baggrunden).
(fjerner sig mod Baggrunden).
Farvel!
(gaar videre.)
Falk.
Farvel! – Jeg raaber glad endda –
(svinger Hatten.)
Guds fagre Kjærlighed paa Jord, Hurra!
(Døren aabnes. Falk gaar over mod højre; de unge blandt Gjæsterne kommer
ud under Latter og Glæde.)
ud under Latter og Glæde.)
s. 157
De unge Piger.
Till Dans i Haven!
En enkelt.
Livet er at danse!
En anden.
En Vaardags Blomsterdans med friske Kranse!
Nogle.
Ja, danse, danse!
Alle.
Ja, og aldrig standse!
(Styver kommer med Straamand under Armen. Fru Straamand og
Børnene følger efter.)
Børnene følger efter.)
Styver.
Ja du og jeg er Venner fra idag.
Straamand.
Og jeg og du vil slaa for fælles Sag.
Styver.
Naar begge Statens Magter slaar sig sammen –
Straamand.
Blir Resultatet alles –
Styver
(hurtigt).
(hurtigt).
Tarv!
Straamand.
Og Gammen.
(Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og Frøken Skjære, samt Resten af
Gjæsterne kommer ud. Hele Familjens Øjne søger Falk og Svanhild.
Almindelig Studsen, da man ser dem hver for sig.)
Gjæsterne kommer ud. Hele Familjens Øjne søger Falk og Svanhild.
Almindelig Studsen, da man ser dem hver for sig.)
Frøken Skjære
(mellem Tanterne, slaar Hænderne sammen).
(mellem Tanterne, slaar Hænderne sammen).
Hvad? Sig mig om jeg drømmer eller vaager!
s. 158
Lind
(som intet har mærket).
(som intet har mærket).
Jeg faar vel hilse paa min nye Svoger.
(han, tilligemed flere af Gjæsterne, nærmer sig Falk, men farer uvilkaarligt et
Skridt tillbage ved at se paa ham, og udbryder:)
Hvad er der hændt med dig? Du har, som Janus,
to Ansigter!
Falk
(med et Smil).
(med et Smil).
Jeg raaber, som Montanus,
Jorden er flak, Messieurs; – mig skuffed Øjet;
flak, som et Fladbrød; – er I nu fornøjet!
(gaar raskt ud tillhøjre.)
Frøken Skjære.
En Kurv!
Tanterne.
En Kurv?
Fru Halm.
Hyss, lad det bli fortiet!
(gaar oppover till Svanhild.)
Fru Straamand
(till Presten).
(till Presten).
Tænk dig, en Kurv!
Straamand.
Men er det muligt?
Frøken Skjære.
Ja!
Damerne
(fra Mund till Mund).
(fra Mund till Mund).
En Kurv! En Kurv! En Kurv!
(de samler sig i Klynge længere inde i Haven.)
s. 159
Styver
(som forstenet).
(som forstenet).
Hvad? Har han friet?
Straamand.
Ja tænk dig, du! Han lo af os, ha, ha, –
(de ser maalløse paa hinanden.)
Anna
(till Lind).
(till Lind).
Naa, det var rigtig godt. Uf, han var fæl!
Lind
(omfavner og kysser hende).
(omfavner og kysser hende).
Hurra, nu er du min i alle Dele!
(de gaar oppover i Haven.)
Guldstad
(ser tillbage mod Svanhild).
(ser tillbage mod Svanhild).
Her er nok noget brustet i en Sjæl;
men det, som endnu lever, vil jeg hele.
Straamand
(faar Mælet igjen og omfavner Styver).
(faar Mælet igjen og omfavner Styver).
Nu kan du trøstig blive ved at være
forlovet med din elskte Frøken Skjære!
Styver.
Og du kan skue gladelig din Slægt
forøget aarligaars med unge Straamænd!
Straamand
(gnider sig fornøjet i Hænderne og ser ud efter Falk).
(gnider sig fornøjet i Hænderne og ser ud efter Falk).
Det var tillpas for ham, den frække Knægt; –
saa skal de ha’e det, disse kloge Spaamænd!
(de gaar oppover i Samtale, idet Fru Halm nærmer sig med Svanhild.)
Fru Halm
(dæmpet og ivrig).
(dæmpet og ivrig).
Og intet binder dig?
s. 160
Svanhild.
Nej, intet binder.
Fru Halm.
Nu godt; saa kjender du en Datters Pligt –
Svanhild.
Raad over mig.
Fru Halm.
Takk, Barn.
(med et Tegn mod Guldstad.)
Han er et rigt
Parti, og naar der intet er till Hinder –
Svanhild.
Jo, et forlanger jeg ved denne Pagt:
at flytte bort –
Fru Halm.
Det er jo just hans Agt.
Svanhild.
Og Frist –
Fru Halm.
Hvorlænge da? Husk, Lykken kalder.
Svanhild
(smiler stille).
(smiler stille).
Aa, ikke længe; blot till Løvet falder.
(hun gaar henimod Altanen; Fru Halm oppsøger Guldstad.)
Straamand
(mellem Gjæsterne).
(mellem Gjæsterne).
Et, kjære Venner, har vi lært idag:
om Tvivlsmaal tidt os haardelig belejrer,
saa vinder over Slangen Sandheds Sag,
og Kjærligheden sejrer.
s. 161
Gjæsterne.
Ja, den sejrer!
(de omfavnes og kysses parvis. Udenfor tillvenstre høres Latter og Sang.)
Frøken Skjære.
Hvad er nu det?
Anna.
Studenterne!
(Studenterne kommer ind fra venstre og blir staaende ved Indgangen.)
En Student
(till Lind).
(till Lind).
Her er vi paa Pletten!
Fru Halm.
Saa det er Lind, De søger?
Frøken Skjære.
Det er slemt;
han er forlovet nu –
En Tante.
Saa De kan skjønne,
han intet har at gjøre i det grønne.
Studenten.
Forlovet!
Alle Studenterne.
Gratulerer!
Lind.
Mange Takk.
11
s. 162
Studenten
(till Kammeraterne).
(till Kammeraterne).
Der ligger altsaa Sangerskuden bakk.
Hvad gjør vi nu? Vi mangler vor Tenor.
Falk
(der kommer fra højre, sommerklædt, med Studenterhue, Skræppe og Stav).
(der kommer fra højre, sommerklædt, med Studenterhue, Skræppe og Stav).
Den synger jeg i Norges Ungdoms Kor!
Studenterne.
Du, Falk! Hurra!
Falk.
Tillfjelds, i Guds Natur,
som Bien jager fra sit Vinterbur!
Jeg har en dobbelt Sangbund i mit Bryst,
en Langelek med underspundne Strenge,
med tvefold Klang, en høj for Livets Lyst,
og en, som dirrer under, dybt og længe.
(till enkelte mellem Studenterne.)
Du har Paletten? – Du Papir till Noder?
Godt; sværm da, Biflok, i det grønne Løv,
hjem bær vi engang Hjemmets Blomsterstøv
till Kubens Dronning, till vor store Moder!
(henvendt till Selskabet, idet Studenterne gaar og Koret fra første Akt istemmes
dæmpet udenfor.)
Tillgiv mig alt, det større, som det mindre.
Jeg intet huske vil;
(sagte.)
men alt erindre.
Straamand
(i overstadig Glæde).
(i overstadig Glæde).
Pyt, nu er Lykkepotten atter hel!
Min Kone har et Haab, et sødt, forjættende –
s. 163
(trækker ham hviskende tillside.)
Nyss hun betrode mig, den kjære Sjæl –
(uhørligt imellem.)
Hvis alt gaar godt ... till Mikkelsdag ... det trettende!
Styver
(med Frøken Skjære under Armen, vender sig till Falk, smiler hoverende
og siger, idet han tyder mod Presten):
(med Frøken Skjære under Armen, vender sig till Falk, smiler hoverende
og siger, idet han tyder mod Presten):
Jeg faar de hundred Daler, sætter Bo –
Frøken Skjære
(nejer ironisk).
(nejer ironisk).
Ved Juletider kaster jeg min Pigekjole.
Anna
(ligesaa, idet hun tar Kjærestens Arm).
(ligesaa, idet hun tar Kjærestens Arm).
Min Lind blir her, lar Troen være Tro –
Lind
(dølger sin Forlegenhed).
(dølger sin Forlegenhed).
Og søger Plads som Lærer paa en Pigeskole.
Fru Halm.
Jeg øver Anna opp i alskens Dueligheder –
Guldstad
(alvorlig).
(alvorlig).
Jeg gaar till Arbejds med et bramfrit Digt –
om en, som lever for en hellig Pligt.
Falk
(med et Smil udover Mængden).
(med et Smil udover Mængden).
Og jeg gaar oppad – till en Fremtids Muligheder!
Farvel!
(dæmpet till Svanhild.)
Gud signe dig, min Livsvaars Viv; –
hvor langt jeg gaar, skal dog min Gjerning naa dig!
(svinger Huen og følger Studenterne.)
s. 164
Svanhild
(ser en kort Stund efter ham og siger stille men stærk).
(ser en kort Stund efter ham og siger stille men stærk).
Nu er jeg færdig med mit Friluftsliv;
nu falder Løvet; – lad nu Verden faa mig.
(I dette Øjeblik spilles opp till Dans ved Pianoet, og Champagnen knalder i
Baggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine Damer under
Armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer
et Øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham Haanden. Fru Halm og
den nærmeste Familje, som spændt har iagttaget Scenen, iler till og omringer
dem under høj Glæde, der overdøves af Musikken og Munterheden blandt de
dansende længere inde i Haven.)
Baggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine Damer under
Armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer
et Øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham Haanden. Fru Halm og
den nærmeste Familje, som spændt har iagttaget Scenen, iler till og omringer
dem under høj Glæde, der overdøves af Musikken og Munterheden blandt de
dansende længere inde i Haven.)
(Men langt oppe fra Landet, og klingende igjennem Dansemusikken, lyder kraftigt
og kjækkt:)
og kjækkt:)
Kor af Falk og Studenterne.
Og har jeg end sejlet min Skude paa Grund
o, saa var det dog dejligt at fare!
De fleste paa Scenen.
Hurra!
(Dans og Jubel; Teppet falder.[HIS: Kun svake rester av punktum.])
